Foto: B-D-S, Bigstock

Foto: B-D-S, Bigstock

Junkfood, farverigt legetøj, glimmerbluser og reklamer. Alt dette skal ifølge en gruppe forældre forbydes, så man undgår at skabe dårlig stemning ved at sige nej til sit barn.

“Jeg vil have den der!”

Hvis du har små børn, har du sikkert hørt ovenstående sætning et utal af gange, og nogle gange er du måske faldet i og har købt et stykke slik, noget skrammel fra Kina eller en Petit Danone. For at undgå den dårlige stemning midt i ulvetimen.

Men hvis det står til forældregruppen Venter På Forbud, behøver du ikke længere opbyde viljestyrke og autoritet i mødet med dine børns krav.

“Vi kunne godt tænke os, at alle de ting, som vi eller andre forældre nogensinde har hørt vores børn plage om, bliver forbudt i det offentlige rum,” siger talskvinde Maja Thomsen.

Tvinges til nej
Hun og veninden Lise Bjerre Svendsen blev inspireret til at danne gruppen, da de læste et nyligt indlæg i Politiken, hvor en redaktør håbede på et forbud mod onlinereklamer for junkfood, der henvender sig til børn.

“Det er så fint og modigt af hende, at hun ikke vil finde sig i at se på madvarer, hun ikke bryder sig om. Hvorfor skal man også tvinges til at sige nej, når ens barn ønsker sig noget, bare fordi varen er populær og derfor ligger på hylderne?” spørger hun retorisk.

Gruppen er dog ikke kun modstander af bestemte madvarer; farvestrålende legesager, tøj med glimmer på og klistrede gummibolde, som bliver ulækre efter to timers brug, skal også forbydes.

“Jeg stoler ikke på genstande med så kunstige farver. Der er jo kemi og plastik i,” mener Lise Bjerre Svendsen, der derfor kun lader sin søn, Vagne, få legetøj i farverne kit, ahorn og cognac.

Totalforbud mod reklamer
Endelig ønsker Venter På Forbud, at alle reklamer skal fjernes fra det offentlige rum, inklusive onlinemedier og amerikanske YouTubevideoer.

“I starten troede vi, det var nok med et forbud mod børnereklamer, men de små snedige unger ser jo også nogle gange noget til voksne, som de tigger om,” siger Maja Thomsen, der derfor har lært sin 8-årige datter, Felicia, at pigen hverken har brug for sukker, plastik eller kunststoffer.

Men et totalforbud ville ifølge Maja gøre opgaven som forælder meget nemmere.

“Det er virkelig svært at regulere børns ønsker, når de først lærer at tale,” slutter hun.