Foto: graphicphoto, Bigstock

Foto: graphicphoto, Bigstock

Efter at være blevet ansat på en virksomhed, der promoverer trivsel, respekt og bæredygtig vækst, har Rikke Møller opnået et maksimalt niveau af eksistentiel forløsning.

Da hun for fem måneder siden startede hos den mellemstore midtjyske virksomhed Bluehaven, kunne den 31-årige HK’er Rikke Møller godt mærke, at hun var kommet til en helt ny type arbejdsplads. Chefen slog hende som en spirituel type. Kollegerne kunne sågar fortælle, at han var buddhist og mediterede flere gange dagligt. Meditation havde altid fascineret Rikke Møller, der selv har deltaget i mindfulness en enkelt gang på en aftenskole.

Stor fan af trivsel
Begejstringen tog til, da Rikke Møller blev præsenteret for Bluehavens sociale virksomhedsprofil, hvor ord som åbenhed, trivsel, samarbejde og respekt fuldstændig matchede Rikke Møllers egne værdier.

“Jeg har altid været for trivsel og respekt og har aldrig rigtig forstået alle de mennesker, der er modstandere af det. Derfor var det jo et sandt lykketræf, at jeg ikke endte hos en af de virksomheder,” siger hun.

Det hele kulminerede for Rikke Møller i forrige uge, hvor virksomhedens CSR-program blev præsenteret med fokus på at “vækste på en socialt bæredygtig måde” og “skabe nye grønne partnerskaber for fremtiden”.

Lever for arbejdet
Rikke Møller, som altid har været passioneret fortaler for både grønne partnerskaber og at vækste på en bæredygtig måde, måtte nu erkende sig 100 procent eksistentielt forløst.

“Lige nu kan jeg ikke forestille mig, at jeg kan nå mere som menneske overhovedet,” jubler hun.

“Det er i hverdagene fra 8-16, at hele min eksistens giver en højere form for mening, og jeg for alvor bliver selvrealiseret. Så for indeværende er der ingen tvivl om, at jeg primært lever for mit arbejde.”

Ikke alt er dog lige lyserødt for tiden, fortæller Rikke Møller.

“Jeg kan selvfølgelig stadig godt lide min familie, men må nok være ærlig og sige, at tiden, hvor jeg ikke er på arbejde, indebærer en del sure pligter og besvær og faciliterer meget lidt vækstsynergi. Men det skal jo til for, at det hele hænger sammen.”