Foto: VadimGuzhva, Bigstock
Litteraturmiljøet er i oprør efter Laura Hobolt Clausens digtsamling, Digte, hvor 1053 ud af 1055 linjer rimer på hinanden. “En skræmmende reaktionær og uforståelig handling,” siger Forfatterskolen.
“Sådan vandrede vi længe/Uden bånd og uden strenge”.
Sådan lyder afslutningen på Laura Hobolt Clausens digt, Et Par, der ligesom de 27 andre værker i hendes debutbog, Digte, består af linjer, der rimer på hinanden.
Digtsamlingen er indtil videre blevet langet over disken 1432 gange, hvilket er dobbelt så meget som samtlige lignende udgivelser siden 2013, med undtagelse af Yahya Hassans selvbetitlede værk.
Hæmmende former
Men ifølge Jeppe Brixvold, der er rektor for Forfatterskolen, hvor Laura Hobolt Clausen er uddannet, burde bogen slet ikke være blevet trykt.
“Digtene er en skræmmende reaktionær skrivehandling, som jeg slet ikke forstår. Hvorfor vende tilbage til tidligere tiders hæmmende former frem for at skrive frit og følsomt om, hvor ondt det er at leve i verden som fint og skrøbeligt menneske?” spørger han og tilføjer endnu et par emner, man som digter i Danmark helt frit kan udfolde sig inden for:
“Miljøet og biodiversitetens uundgåelige deroute på grund af vores blinde grådighed, det senmoderne menneske fanget i lidenskabelig, men også sært følelsesforladt dødedans i Tinder-bålets skygge, livet efter Michael Strunge, ja, for mig synes mulighederne uendelige.”
Heller ikke Asta Olivia Nordenhof, der underviser på Forfatterskolen, forstår Laura Hobolt Clausens motiver.
“Fuld af neoliberal ondskab stjæler forræderen HO-BOlten dansen og spændingen og friheden fra vores udstrakte hænder,” skriver digteren på sin Facebook-profil, hvor hun også har offentliggjort et billede af en fugleunge, der sidder pippende i en let krakeleret marengsrede.
Hjerneskade
Ophavskvinden selv havde dog ingen intentioner om at støde nogen.
“Jeg synes bare, det lyder godt, når et digt rimer. Så er det som om, digteren har gjort sig lidt umage for at finde de rette ord,” siger Laura Hobolt Clausen.
Denne udtalelse har Jeppe Brixvold dog intet tilovers for:
“Når man bruger kunsten til at provokere på en måde, som jeg ikke kan se pointen med, antager jeg, at kunstneren enten gør nar, er bevidst ondskabsfuld eller har en hjerneskade.”
