Foto: Frank C. Müller, Wikipedia
Ifølge aktivister er det, som kommer ud af numsen, noget af det mest naturlige, der findes. Derfor kæmper de for retten til at lette sig, hvor man går og står, uden social stigmatisering.
Alle kender det. Af og til melder en trykken i mellemgulvet sig, og man må opsøge det, der ofte bliver betegnet som “det lille rum”, for at lade fordøjelsen sætte punktum for veludført arbejde. Men giver det mening, at en helt naturlig og almenmenneskelig ting som at have afføring er tabuiseret?
For aktivisterne i den rektalpolitiske bevægelse TRYK er svaret et rungende nej.
Kapitalistisk lortetabu
“Alle mennesker skider, og det bør vi omfavne som en helt naturlig del af den menneskelige eksistens, som ikke bør være udgrænset fra sociale rum,” siger gruppens talsmand, Klaus Færing, som mener, at tabuet mod at lave stort skyldes, at storkapitalen via kunstige tabuer holder menneskers tarmfunktion i et jerngreb.
“Afføring er blevet en industri. Firmaer som Lambi, Ifö og producenter af luftfriskere profiterer skamløst på det, som kommer ud af numsen. Samtidig opretholder de et tabu omkring emnet ved aldrig at vise et brugt stykke toiletpapir med en naturlig lortestribe på. De italesætter kun ting som blødhed, antal lag og skaber et narrativ om, at lort ‘lugter grimt’, udelukkende for at tjene penge.”
Enkelte vil måske mene, at det er grænseoverskridende, at TRYK bruger et så direkte og kompromisløst sprog. Men det er en del af bevægelsens politiske projekt.
“Vi insisterer på at tale om friskidning og ikke pakke det ind i de eufemismer, som alt for mange anvender. Mange kalder det jo ‘at lave pølser’ eller ‘nummer to’ for ikke at forholde sig til kroppens helt almindelige funktioner,” fortæller Klaus Færing.
Afføring må omfavnes
TRYK mener, at man bør omfavne og tolerere afføring i alle sammenhænge. Derfor er de fortalere for friskidning, som indebærer, at man letter sig, hvor man nu engang går eller står.
“Jeg drømmer om en verden, hvor man sagtens kan deltage i sammenkomster og have en snak med en journalist og samtidig lægge lille lort, uden at man af den grund behøver føle sig pinligt til mode eller socialt udgrænset,” fortæller Klaus Færing, inden RokokoPostens udsendte afbryder interviewet af deadlinerelaterede årsager.
