Foto: ArtStudia Group, Bigstock

Foto: ArtStudia Group, Bigstock

“Det rager mig overhovedet ikke, hvad nogle tilfældige fremmede mænd mener om min krop,” siger Cecilie Knudsen, der sidste uge poserede på et offentligt tilgængeligt Facebook-billede.

En bikinikrop er en krop iført bikini, og ingen skal bestemme, hvordan andre mennesker må gå klædt.

Det er budskabet fra Cecilie Knudsen, der i fredags var så indifferent over for andres mening om hendes krop, at hun i fredags viste den fra en særlig sexet vinkel på sociale medier.

“Først gjorde jeg kun billedet offentligt på Facebook, men da jeg kunne se, hvor populært det blev, skyndte jeg mig også at dele det på Twitter og Instagram,” siger den 29-årige kvinde og tilføjer, at andres negative holdninger til hendes udseende slet ikke påvirker hende.

“Jeg er faktisk så ligeglad, at jeg bliver harm og vred og ked af det, når jeg føler, at nogen kigger skævt til mig, og så er der ikke andet for end at opsøge mere positive kommentarer på nettet.”

Ikke afpillet skelet
Cecilie understreger dog, at hun ikke er ligeglad med de positive kommentarer.

“De søde bemærkninger kommer fra folk, der kan lide min krop, så de ved tydeligvis, hvordan en ægte kvinde ser ud,” siger hun, men tilføjer, at hun ikke er afhængig af bekræftelse fra fremmede mennesker på nettet.

“Jeg opsøger ikke den slags aktivt, fordi jeg hviler så meget i mig selv og er lykkelig for, at jeg ikke ligner et afpillet skelet. Den type selvværd afføder åbenbart en masse positiv respons.”

Kun for kvinder
Siden Cecilie Knudsen lagde sit billede op, har andre kvinder fulgt trop og påpeget, at det kan være skadeligt, når en person på sociale medier antyder, at hendes krop er den eneste rigtige.

“Jeg har et fornuftigt forhold til min krop og er virkelig glad for den. Derfor valgte jeg at lægge et par billeder af den på Facebook, så andre, mere usikre kvinder end jeg selv kunne se, at man ikke behøver se ud som Cecilie for at være smuk,” siger 31-årige Jeanne Nielsen, der har startet Instagram-kampagnen #allbodiesarebeautiful.

Kampagnen er dog kun for kvinder, understreger hun:

“Ellers ville gamle, kvabsede mænd jo forurene Facebook med deres ækle, behårede vomme. Klamt!”