Foto: alexraths, Bigstock

Foto: alexraths, Bigstock

Det er endelig lykkedes videnskabsmænd at identificere genet, der får folk til at opfatte homoseksuelle som syge. Opdagelsen rejser dog svære etiske spørgsmål om blandt andet abort.

Et forskerhold fra universitetet i Glasgow, Skotland, offentliggjorde tidligere på ugen en rapport, som dokumenterer, at når mennesker som imam Muhammad Zakaria Khan tror, at homoseksualitet er en sygdom, skyldes det en genfejl. Rapporten er allerede stærkt omdiskuteret, fordi forskerne konkluderer, at det er muligt at screene for genfejlen tidligt i fosterstadiet.

“Det er et stort gennembrud i genforskningen, og det er glædeligt, at man kan konstatere genfejlen så tidligt. Men det rejser selvfølgelig også nogle etiske spørgsmål, for hvis man kan finde ud af, at et foster er ramt af genfejlen, vil man også have mulighed for at afbryde svangerskabet,” siger professor i anvendt etik og medlem af Det Etiske Råd Thomas Ploug.

Ikke søde Downs-børn
Ifølge Thomas Ploug må man forstå, at når et ungt par opdager, at de skal være forældre, begynder de helt fra starten af graviditeten at forme deres fremtid med barnet i centrum.

“Derfor kan det være et hårdt slag at finde ud af, at barnet fejler noget. Og derfor er det ofte vanskeligt for dem at vælge en svangerskabsafbrydelse,” forklarer han og fortsætter:

“Man må bare huske, at der her ikke er tale om små, søde børn med Downs syndrom. Der er derimod tale om børn, der vokser op med en høj risiko for at blive forstokkede og snæversynede som ham der imamen fra Hvidovre.”

ABBA- og frisørkur
Thomas Ploug vil dog ikke gå så vidt som til at anbefale, at man fravælger børn med genfejlen.

“Abort bør altid være sidste udvej, og selvom det her og nu virker som den mest forsvarlige løsning, så håber jeg, at yderligere forskning gør det muligt at skabe alternativer, så disse mennesker kan få et værdigt liv,” siger han og slutter:

“Det er kendt, at adfærdsterapi nogle gange kan skabe en modvægt til en uheldig genetisk disposition. Så måske noget med at udsætte børnene for masser af ABBA eller tage dem med til frisørsaloner med mange mandlige frisører. Eller måske kan de få et reservat i et meget ruralt område af Texas.”