Foto: IndigoLT, Bigstock
Efter at være blevet taget ved næsen af de mange millioner, der overlever farlige sygdomme, slog Døden igen over for Bente Freiberg. RokokoPosten har interviewet en ægte fighter.
Det er et fast blik, som møder RokokoPostens udsendte, da Døden lukker døren op og stirrer med sine tomme øjenhuler. Et blik, der har set mange prøvelser og nederlag, men også en endelig sejr, en dybt meningsfuld sejr.
“Ja, jeg snød Bente,” konstaterer Døden med rolig og tilfreds stemme, idet han tager RokokoPosten tilbage til den aften på hospitalet, hvor 91-årige Bente Freiberg ikke længere kunne undslippe manden med leen.
“Jeg havde dog ikke en le med, men kom i mit hverdagstøj: jeans og T-shirt. Efterhånden er jeg blevet så vant til, at folk smutter fra mig, at jeg ikke engang gider gøre noget ud af det,” forklarer Døden, som er blevet snydt flere tusinde gange bare i løbet af december.
Bente indrømmer nederlag
Folk har mirakuløst overlevet farlige sygdomme og skræmmende ulykker, så Døden har måttet gå forgæves. Bente Jensen var selv en af dem.
“Hun havde kræft engang i 80’erne, og det så slemt ud, men så virkede kemoen, og jeg kunne tage hjem igen. For et par år siden faldt hun på sit badeværelse og slog hovedet, og der troede jeg virkelig, jeg havde hende. Men det var bare en mindre hjernerystelse,” husker Døden med bitterhed i stemmen.
I tirsdags lykkedes det dog for Døden, må Bente Freiberg indrømme.
“Ja, der fik han mig sgu,” siger den tidligere 91-årige kvinde fra efterlivet, men antyder, at hun lod Døden vinde.
Snyder alle til sidst
“Måske hjalp jeg lidt til på mit dødsleje. Jeg havde så ondt af Døden, der prøvede så hårdt i løbet af mit liv, men tabte hver gang. Så selvom jeg nok kunne have klaret et par år mere, sagde jeg stop,” fortæller Bente, der bruger efterlivet på at drille Iben Thranholm med dæmonoptrædener og male akvareller.
Døden benægter, at der skulle være tale om en unfair kamp og tilskriver sin fighterviljen æren for, at han endelig kunne få krammet på en alvorligt syg person:
“Jeg giver aldrig op. Selv da en mand i Burma overlevede et fald fra sjette etage, blev jeg ved. Det var ellers en lang tur. Men jeg kæmpede videre, fordi jeg tror på, at jeg nok skal snyde alle til sidst. Kald mig bare naiv, men sådan har jeg det.”
(Artiklen blev oprindeligt bragt den 20/12 2015)
Forfatterkommentar af Marta Sørensen
Døden får aldrig lov til at være helten, selvom det faktisk er ham eller hende eller den eller det, der har langt den flotteste succesrate i kampen mod mennesket. Flottere end kvinden, der mirakuløst overlever en dødelig sygdom, for nok vinder hun slaget, men Døden vinder krigen.
Denne eksistentielle erkendelse kan man som Rokoko-skribent fint bruge til at gøre grin med den genre, der i damebladenes verden kunne kaldes noget i retning af “fighter mod alle odds”. Her kæmper en gæv kvinde mod et fænomen, der slet ikke har selvbevidsthed nok til at kæmpe igen, men som bare findes, nemlig sygdom.
Hun er altid stærk, fordi en stærk kvinde er en god ting, mens en stærk mand er noget, man siger om Hitler. Og så er man altid på hendes side. Det har jeg ikke helt selv kunnet komme udenom, for Bente hjælper Døden på dødslejet med et glimt i øjet. Så er hun alligevel lidt gæv.
