Foto: Sportpoin74, Bigstock

Foto: Sportpoin74, Bigstock

Joachim B. Olsen er dum, fordi han har været kuglestøder, men gælder det også for Jeppe Bye Hansen, der udøver sporten og kalder sig socialist? Sådan spørger en forvirret venstrefløj.

Blikket lyser af koncentration, idet Jeppe Bye Hansen lægger kuglen til rette mellem hals og skulder. Den muskuløse krop drejer voldsomt rundt om sig selv, og kuglen sendes ud med et råb. Jeppe ved med det samme, at det har været et godt kast.

“Det skal nok gå godt i Rio (de Janeiro, hvor OL skal afholdes til sommer, red.). Jeg er klar. Nå ja, og så er jeg socialist. Solidaritet, arbejderrettigheder, hård beskatning af døde værdier, det er lige mig!” siger han.

Både ond og dum
Kombinationen af mange års træning i kuglestød og en livslang dedikation til den internationale socialisme gør Jeppe Bye Hansen til et forvirrende enigma for venstrefløjen.

“Med den neoliberale fattighader Joachim B. Olsen er sagen klar: Han er både ond, fordi han gerne vil sælge udsatte børns nyrer til Goldman Sachs, og dum, fordi han engang har været god til en sport, der kræver store muskler. Men Jeppe, der er god til den samme sport, er ikke ond. Men er han så dum?” spørger Bjarne Ludvigsen, der er trotskist og mangeårig kommentator på Informations hjemmeside.

Som så mange andre venstreorienterede borgere, der har hånet Liberal Alliances ordfører for hans fortid inden for elitesport, overvejer Bjarne nu, om man både kan være en dum kuglestøder og en god socialist.

“Hvis bare Jeppe var en af de der fortabte trotskister, der mener, at de gamle østblokstater var degenererede arbejderstater og ikke statskapitalistiske. Så ville han både være ond og dum. Men politisk er vi desværre helt enige,” sukker Bjarne Ludvigsen.

Jeppe var flaskedreng
Tinne Hultengren, der er kasserer for Internationale Socialisters Randers-afdeling, har imidlertid fundet et smuthul, der gør, at hun fremover kan kommentere Joachim B. Olsens udtalelser med udsagn som “Kuglen er vist landet på hans eget hoved”, uden at det rammer Jeppe Bye Hansen.

“Joachim B. Olsen har aldrig haft et rigtigt arbejde, men bare brugt løs af statens støtte til elitesportsudøvere. Det har Jeppe også, men derudover har han været flaskedreng i Netto som 16-årig. Så selvom han måske er dum, ved han, hvad han taler om!”

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 9/1 2016)


Forfatterkommentar af Marta Sørensen

Som satiriker og person med vedvarende tro på menneskeheden er der intet mere forstemmende, intet mere tåkrummende og intet mere pinagtigt end at finde endnu en kommentar, der påpeger, at Joachim B. Olsen faktisk har været kuglestøder og derfor må være dum, ond eller begge dele.

Kommentaren kommer ofte i form af et ordspil, hvis opfindsomhed og vid næsten kan måle sig med de bryst-og-bag-befængte striber, som Ekstra Bladets Morten Ingemann leverer. Måske handler det om, at kuglen har ramt hans eget hoved. Eller at man bliver dum af at kaste med tunge genstande på eliteplan.

Derfor tænkte jeg, at idéen om en person, der både dyrker kuglestødning og har venstreorienterede sympatier, måtte være dybt forvirrende for mennesker, der kommer med ovenstående kommentarer. Artiklen blev ikke voldsomt populær, men måske kræver min pointe, at en rigtig Jeppe Bye Hansen dukker op. Opfordringen er hermed givet videre til alle socialistiske kuglestødere!