Foto: avemario, Bigstock
Da Finn Christensen fra Vejle var ved at komme for sent til bussen efter arbejde tirsdag, gennemførte han sit livs første tusindedelsmaraton.
“Jeg så bussen holde henne ved stoppestedet, men der var næsten 50 meter derhen. Så tog jeg en rask beslutning og satte i løb.”
Det fortæller Finn Christensen, der aldrig havde troet, at han i en alder af 54 skulle gennemføre et maratonløb.
“Altså, jeg er i god form, for jeg spiller badminton to aftener om ugen og cykler tit lange ture med min kone i weekenden. Men derfra og til at gennemføre sådan et løb – det er jeg virkelig stolt over, at jeg kunne,” siger han.
Mødet trak ud
Finn Christensen, der er folkeskolelærer, tager som regel bussen til og fra arbejde. Men tirsdag eftermiddag var det lige ved at gå galt.
“Vi sad til møde, og det trak ud, så jeg havde ikke så lang tid til at nå hen til bussen,” fortæller han og fortsætter:
“Bussen kører kun en gang i timen, og jeg ville meget gerne nå den, så jeg kunne komme hjem og slappe lidt af, før vi skulle spise aftensmad.”
Han gik derfor i et raskt tempo, og det var nok meget godt, for uden den opvarmning, havde han nok ikke gennemført løbet uden skader.
“Jeg har jo slet ikke trænet mig op til at klare en maratondistance, og da bussen allerede holdt der, kunne jeg ikke lægge stille og roligt ud. Jeg blev nødt til at sprinte hele vejen, og det belaster jo kroppen, så det var godt, jeg ikke var helt kold, da jeg startede,” siger han.
Den anden luft
Finn Christensen gennemførte løbet i en flot tid, men det var tæt på, at han måtte give op på halvvejen. På det tidpunkt fik han åndenød og følte, at han var ved at besvime. Men så brugte han al sin vilje og beslutsomhed og bed tænderne sammen.
“Jeg tænkte på, at hvis jeg ikke nåede hen til bussen, skulle jeg vente en time på, at den næste kom. Jeg tænkte på min sofa derhjemme, og så fik jeg pludselig den anden luft, som gjorde det muligt for mig at nå mit mål,” fortæller han og tilføjer, at han faktisk kunne have løbet meget længere:
“De sidste ti meter mærkede jeg næsten ikke, at jeg løb. Det var som om, jeg fløj af sted, og jeg følte næsten, at jeg kunne have løbet hele vejen hjem.”
Efter succesoplevelsen overvejer Finn Christensen nu at gennemføre et femhundredelsmaraton.
(Artiklen blev oprindeligt bragt den 16/9 2015)
Forfatterkommentar af Zenia Larsen:
Jeg har egentlig ikke noget mod mennesker, der løber. Om de løber 40 meter eller 40 kilometer. Om de løber som led i en Iron Man. Eller om de bare løber for sjov uden at holde øje med distancen. Jeg erkender dog, at jeg har det anstrengt med, at man lukker det meste af min by og dens offentlige trafik, så nogle løbsarrangører kan tjene penge på andre menneskers løbetrang. Men det var ikke derfor, jeg skrev den her artikel. Det gjorde jeg egentlig bare fordi, det var sjovt at føre tanken om halvmaraton og kvartmaraton ud i ekstremerne.
