Foto: Jan Monrads profilbillede, Facebook

Foto: Jan Monrads profilbillede, Facebook

Efterlivskansler Åge Brodtgaard bekræfter, at den nyligt afdøde komiker Jan Monrad skal forvalte det ærefulde hverv som fransk klovn over Pladderballes evige marker.

“Jeg har igennem 45 år ernæret mig ved at spille ’fransk klovn’ og gøre andre mennesker glade. På en dag som denne ved jeg, at det påhviler mig at fortsætte dette virke, til jeg bliver båret ud.”

Sådan skrev den populære komiker Jan Monrad på Facebook dagen efter terrorhandlingerne i Paris. Uvidende om, at denne weekend skulle blive hans sidste, sluttede han sit opslag med ordene: “God weekend – trods alt”.

Men det er for let sluppet at blive båret ud mindre end en uge efter, at man har aflagt sådan et løfte, mener efterlivskansler Åge Brodtgaard, der kender Monrad fra sin tid som legetøjsgrosserer og gættemester.

“Han skal ikke tro, han kan slippe for at gøre folk glade, bare fordi han falder død om, så nu har jeg sat ham til at spille fransk klovn på Pladderballes evige marker resten af evigheden,” siger han.

Svær at placere
Han indrømmer, at det var svært at placere Monrad.

“De fleste efterlivsriger er religiøse, og han var jo ateist. Men den evige sovesal, hvor vi plejer at lægge ateisterne, er alt for kedelig for Jan,” siger Brodtgaard og begrunder sit valg af Pladderballes evige marker:

“Der bor en masse af de finurlige eksistenser, som han holdt af, mens han levede på jorden. Og så har vi et fint, lille hus med Ifö-toilet, han kan bo i. Der kan han sidde og få sig en Kakerlakpuler på terrassen, når han har fri. Han skal bare lige bygge den først.”

“Eddermame fedt!”
Nyheden bliver modtaget med stor jubel af indbyggerne på Pladderballes evige marker.

“Det’ eddermame fedt, det er det! For satan, det er fedt. Han er sgu en guttermand, det er han. Og så ligner han mig, det gør han. Jeg er bare ikke nær så tyk, nej jeg er ej. Det var jeg engang, men nu er jeg så lettet, at jeg har tabt mig,” siger en mand iført blå kittel og kalapøjser.

Også den russiske skidropper Jaska Gidaskaya, der blev kendt for sin legendariske tredobbelte Lutz med halvanden skrue og tyskerspring og nu geder fladhatte på stenhuggerbageriet Jesus og Jens Vejmand, glæder sig til at blive genforenet med Jan Monrad.

“Jeg skylder ham både mit liv og min død,” siger han.

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 26/11 2015)


Forfatterkommentar af Zenia Larsen:

Fredag den 20. november om eftermiddagen spillede jeg Wordfeud på mit værelse på retrætecenteret Stella Matutina, før jeg slukkede mobilen for at tilbringe weekenden i stilhed og bøn. Få timer senere døde Jan Monrad. Men jeg hørte det først efter, at jeg søndag loggede på og så, at det var min tur igen.

Jan og jeg spillede dagligt gennem flere år. Det blev til 180 spil med den dertilhørende småsnak om hverdagens små ting. Jeg savner ham stadig og ville ønske, han kunne fortælle mig, hvad han synes om denne hyldest til ham.