Foto: Njchick75, Bigstock

Foto: Njchick75, Bigstock

Det er fuldt ud muligt at indtage alle slags vin og alkoholiske drikke i glas, der ikke er beregnet til de forskellige væsker, lyder det fra professor Sabrina Meyer, der har forsket grundigt i emnet siden 1979.

“Se, nu hælder jeg en rød Bordeaux ned i et hvidvinsglas. Som du kan se, har der allerede været rødvin i glasset for nylig,” siger professor Sabrina Meyer til RokokoPostens udsendte og hælder den sidste slurk Blaye Côtes de Bordeaux i et glas, der tydeligvis ikke er egnet til rødvin.

“Men det gør ikke noget. Schkål!” udbryder professoren og tømmer glasset i et snuptag. Efter et kort øjeblik konkluderer hun:

“Man kan sagtens drikke rødvin af hvidvinsglas!”

Fascineret af vin
Sabrina Meyer er nået til denne konklusion efter at have studeret forskellige typer alkoholiske drikke siden sit første år på universitetet, 1979.

“Jeg blev fuldstændig faschineret og grebet af det, schom at alkoholen den kunne. Det gjorde jeg sgu!” fortæller hun og tilføjer, at hendes indledende studier koncentrerede sig om øl, der viste sig at kunne drikkes af både glas, kaffekrus, plastikkrus og endda en balje.

“Det sidste var sådan lidt ups, hvis I forstår. Det var ikke helt meningen. Men schpændende, helt sikkert. Der’ brug for mer’ forschkning på området,” siger Sabrina Meyer.

I løbet af slutfirserne kom hun frem til, at man ikke bare kunne drikke rødvin af hvidvinsglas, men at det omvendte også lod sig gøre.

“Teorien har været, at hvidvin skal drikkes af schmå glas og ikke have for meget kontakt med luften, for så forsvinder smagen. Men hvis man drikker den hurtigt, vupti! Så får man hele schmagen med,” erklærer hun og hælder op fra en nyåbnet flaske Chassagne Montrachet Blanc.

Vodka i plastikkrus
I 1990’erne udvidede Meyer sin forskning til også at indbefatte champagne, rosévin samt hård spiritus.

“Samme prinschip gælder. Du behøver ikke shotglas til en Karloff-vodka. Den fungerer fint i et champagneglas eller en tekop. Eventuelt kan du bruge børnenes plastikkrus med Dishhney-figurer. Det’ sjovt,” siger professoren.

På RokokoPostens afsluttende spørgsmål om, hvilken gren af den naturvidenskabelige forskning der beskæftiger sig med alkohol og beholderstørrelse, svarer hun:

“Aner det ikke. Jeg er økonom.”