Foto: AntonioGuillem, Bigstock

Foto: AntonioGuillem, Bigstock

Debattører og politikere insisterer på at give diskrimination og vestlig imperialisme skylden for terrorangreb, og det er ikke fair, mener jihadist, der har arbejdet meget hårdt i sin religions navn.

”Vi siger lige ud, at vi fører hellig krig i Allahs navn og gør os umage for at råbe det ved enhver lejlighed, og alligevel får Vesten al æren for vores aktioner!”

Sådan starter 29-årige Ahmed sin opsang fra en lejlighed i Gullestrup, hvor han for tiden skjuler sig for de danske myndigheder.

Ahmed er utilfreds med eksperter, som forklarer hans ekstremisme med en dårlig barndom eller USA’s imperialisme. Han peger på, at både hans kolleger og han selv faktisk bare hader hedninge helt vildt meget.

”Tit er det sådan noget med, at vi bruger fire år på nøje at planlægge og udføre et angreb på en eller anden kuffar (vantro, red.), der har tegnet profeten. Så siger alle, at tegneren bare kunne have ladet være med at provokere, eller at Vesten aldrig skulle være gået i krig i Syrien.”

Har ikke noget med islam at gøre
19-årige Chilie Svendsen fra Politikens debattør- og kritikerskole mener dog, at Ahmed har misforstået, hvad det vil sige at være fundamentalist.

”Det er falsk bevidsthed. Han er tydeligvis blevet radikaliseret, fordi Dansk Folkeparti har talt grimt om muslimer i TV Avisen de sidste par år,” lyder det fra den unge teater- og performancestuderende fra Københavns Universitet.

På spørgsmålet om, hvorvidt Ahmeds gerninger har noget med islam at gøre, svarer Chilie også afvisende.

“Lol, som om! Ahmed har sikkert bare haft det svært som racialiseret minoritet i en heteronormativ verden, hvor gamle, hvide mænd bestemmer det hele.”

IT-ingeniør på dagpenge
Til dette flår Ahmed en tot hår ud af hovedet på sig selv, udslynger en besværgelse på arabisk og fortsætter på dansk:

”Jeg er familiefar, stammer oprindelig fra Herning og har en cand.it! Typisk dansk racisme bare at gå ud fra, at jeg er dårligt uddannet, fordi jeg er araber.”

Da RokokoPosten spørger Ahmed, hvad fremtiden vil bringe, svarer han opgivende.

”Vi er et par IS-sympatisører, der har overvejet at nedlægge hele projektet og lade den jødiske konspiration overtage verdensherredømmet. Hvem gider arbejde for kalifatets indførelse, når folk påstår, at man bare er en ensom ulv, der har misforstået Koranen?”