Foto: Transient Eternal, Bigstock

Foto: Transient Eternal, Bigstock

Stråmand Jonas Møller er træt af at stille op som dårligt argument for tilfældige politikere og meningsdannere. Men det er nødvendigt, mener debatredaktør, for ellers falder folk i søvn.

Onsdag aften ville stråmand Jonas Møller se en god film sammen med sin kone, Regitze. De havde lige købt et nyt, lækkert tv og en Chromecast, og det skulle fejres med ost og rødvin i sofaen. Men så ringede de fra Radio24syv.

“En eller anden meningsdanner ved navn Niels havde skrevet noget dumt i avisen, som to andre meningsdannere ved navn Ditte og Søren skulle diskutere. Og så forlangte tilrettelæggeren, at jeg stillede op,” siger Jonas Møller, der ville ønske, han var et menneske af kød og blod, for så havde han takket nej.

“Ja, så ville jeg aldrig lade mig opstille, men den luksus kan vi stråmænd desværre ikke tillade os. Men selvfølgelig – hvis jeg havde været et menneske, behøvede jeg slet ikke takke nej, for så ville der jo slet ikke være rift om mig,” siger han.

“Gør jer umage!”
Jonas Møllers største drøm er, at man helt holdt op med at bruge stråmænd i debatterne. Og det er ikke kun af egoistiske grunde.

“Selvfølgelig ville det være rart, hvis jeg kunne være sikker på at kunne være mere sammen med min kone. Hun er også træt af, at jeg sådan bliver flået fra hende i tide og utide, fordi en eller anden igen har brug for at sige noget på en så simpel måde, at det holder op med at være sandt. Men jeg drømmer også om en bedre verden, hvor folk forholder sig sagligt til emnet og gør sig umage med deres argumenter,” siger han.

Redaktør: For kedeligt
En debatredaktør fra et større, dansk nyhedsmedie kan godt forstå Jonas Møllers anke. Men, påpeger han, der er brug for stråmændene, for ellers bliver udsendelserne for kedelige.

“Tænk, hvis debattørerne bare forholdt sig til sagen og slet ikke sagde noget, som kunne få modparten til at fare i flint. Folk ville jo falde i søvn, og vi ville miste alt for mange seere,” siger han og slutter:

“I må huske, at debatudsendelser ikke handler om at informere, men om at underholde. Det er en slags sport, hvor folk hepper på forskellige deltagere, og det er ligesom med fodbold: Fairplay er fint nok, men det kan også blive for meget af det gode.”