Foto: Public domain, Wikipedia

Foto: Public domain, Wikipedia

Flere journalister mener, at en tragisk hændelse, hvor en flise ramte en bil på en fynsk motorvej, var mindst lige så slem, som da en amerikansk præsident kolliderede med en forbipasserende riffelkugle.

Pernille Eriksson er journalist ved Danmarks Radio, som har dækket en dødsulykke, hvor en stor sten på tragisk vis stødte ind i forruden på en bil.

En hændelse, der ifølge hende har klare historiske paralleller.

Kørte ind foran geværkugle
“Det er store ord, men jeg mener godt, man kan sammenligne denne motorvejsulykke med dengang, John F. Kennedys bil kom til at køre ind foran en forbipasserende geværkugle med præsidentens død til følge. Selvfølgelig er det noget andet på Fyn, hvor det var en flise og ikke en kugle, som forårsagede tragedien, men helt overordnet er der tale om frygtelige ulykker, der er foregået på veje,” siger hun.

Mats Sønderskov fra Ekstra Bladet mener også, at fliseulykken siger en del om, hvor farlig bilkørsel kan være.

“For mig at se understreger denne triste hændelse, hvilke forfærdelige ulykker der kan opstå, når man kører bil. Et dæk kan punktere, bremserne kan svigte, eller man kan pludselig køre ind i nedfaldende sten. De mest utroligt uheldige ting kan ske,” forklarer han og nævner som et andet eksempel, hvordan den italienske dommer Giovanni Falcone i 1992 omkom, da han kom til at køre hen over en eksploderende bombe.

Ulykker ofte ulykkelige
Charlie Buch fra BT mener, at man som journalist har en særlig forpligtelse til at formidle det meningsløse i sådanne tragiske hændelser.

“Over for læserne har man et stort ansvar for at forklare, hvor uforståeligt det er, at sten sådan rammer biler, og man dermed oplever indbegrebet af en meningsløs tragedie. Som ordet ulykke indikerer, er de ofte ulykkelige, og det er så afgjort også tilfældet her,” siger han.

“Når det er slået fast, er det naturligvis vigtigt at se på, hvad man kan gøre for at forhindre ulykker på længere sigt samt overveje, om man kan holde nogen ansvarlige,” siger Charlie Buch og tilføjer, at man fra BT’s side vil overveje at konfrontere de ansvarlige for vedtagelsen af tyngdeloven, som ifølge flere eksperter var stærkt medvirkende til, at den nedfaldne flise fik dødelige konsekvenser.