Foto: RWKClark, Bigstock

Foto: RWKClark, Bigstock

Sidste sommer opdagede nogle ornitologer en særdeles grim ælling i en andedam på Fyn. Efter et nyligt besøg ved dammen har de konstateret, at ællingen nu er blevet til en usædvanligt grim and.

Det var en flok børn, der med deres overraskede råb ledte ornitologægteparret Bjarne Nørgård og Lisbeth Clausen på sporet af den grimme ælling under en ferie på Fyn.

“De stod og råbte ‘Fy, for den ælling ser ud, den vil vi ikke tåle’ og ‘den er for stor og aparte, så den skal ‘nøfles,” fortæller Lisbeth Clausen, der dog fik standset børnene, før de begyndte at kaste sten mod ællingen.

Hun bekræfter dog, at der var tale om en helt usædvanligt grim ælling:

“Den var overhovedet ikke nuttet som de andre ællinger. Men vi var meget fascinerede af den, så vi gjorde optegnelser og tog billeder af den.”

Resten af ferien tog de hver dag ned til dammen for at kigge på den grimme ælling, men de glemte den hurtigt igen, da de var kommet tilbage til hjemmet i Aalborg.

Som ænder er flest
Det var først i sommerferien i år, at Bjarne og Lisbeth atter kom i tanke om den grimme ælling.

“Vi holder meget af at gå ture i naturen, og i løbet af sommeren så vi mange ænder, der dog var, som ænder er flest. Så en dag nævnte Lisbeth pludselig den besynderlige ælling, vi så på Fyn sidste år, og vi besluttede os for at tage en tur derover for at se, om den var der endnu,” siger Bjarne Nørgård.

To dage senere gik de atter ned til andedammen, hvor de året forinden havde set den grimme ælling. Lisbeth Clausen fortæller, at de i begyndelsen var i tvivl om, hvorvidt anden ville være der.

Fik ondt i øjnene
“Vi talte om, at vi burde have ringmærket ællingen, så vi kunne kende den igen, men vi havde jo ikke planlagt at tage tilbage for at kigge efter den,” fortæller Lisbeth.

Det viste sig dog hurtigt, at ringmærkning slet ikke var nødvendig. For efter kort tid kom en and flyvende, der var så grim, at de to ornitologer fik helt ondt i øjnene.

“Det viste sig, at den usædvanligt grimme ælling var blevet en usædvanligt grim and,” siger Bjarne Nørgård og slutter:

“Vi talte meget om, hvad der mon var sket, siden den and var faldet så uheldigt ud. Vi har simpelthen ingen god forklaring. Til gengæld fik vi os et godt grin og nogle fantastiske billeder til Facebook.”