Foto: Paul Prescott, Bigstock

Foto: Paul Prescott, Bigstock

På grund af en forbyttet sagsmappe har en 21-årig iværksætter og medicinstuderende fået lov at blive i landet, mens et storkriminelt medlem af Levakovic-familien er blevet udvist. Udlændingestyrelsen beklager.

En rørende scene udspillede sig i fredags foran Institut for Klinisk Medicin, da Behnam Hamedani kom ud af eksamenslokalet med endnu et 12-tal i bagagen.

“Du har fået opholdstilladelse!” jublede hans familie og viftede med et brev fra Udlændingestyrelsen.

Og ganske rigtigt: Den 21-årige medicinstuderende, iværksætter og frivillige lektiehjælper havde fået permanent opholdstilladelse i Danmark og kan nu opnå sin drøm om at blive kræftforsker og fortsætte sin virksomhed med 12 ansatte, der udvikler billig malariamedicin.

Mapper blandet sammen
Men nu viser det sig, at opholdstilladelsen skyldes en fejl, og at Hamedani egentlig burde være blevet udvist.

“I stedet for Hamedani er vi desværre kommet til at udvise Marko Levakovic, som lige har afsonet en syvårig dom for røveri, grov vold og narkohandel,” siger advokat Jeanette Bramsen, der er sagsbehandler hos Udlændingestyrelsen. Hun indrømmer, at fejlen skyldes en sammenblanding af sagsmapper.

“Vi har simpelthen byttet Levakovic’ omfattende straffeattest ud med Hamedanis eksamensbevis, hans firmas flotte årsregnskab og 13 positive udtalelser fra professorer, forretningspartnere og den lokale præst. På den baggrund nåede vi frem til, at Hamedani måtte blive, mens Levakovic skulle ud. Det er stærkt beklageligt,” fortsætter advokaten og er samtidig ærgerlig over, at afgørelsen ikke kan laves om:

“En ændring ville kræve utrolig meget papirarbejde, en masse dispensationer, fyringer med store, gyldne håndtryk og op til flere års retssager. Vi var sådan set klar til at bruge skattepengene på det, men så ville der desværre ikke være penge nok i kassen til at aflønne sådan nogle som mig.”

Sker aldrig igen
Til gengæld lover Jeanette Bramsen, at fejlen aldrig skal ske igen.

“Vi har bestilt et helt nyt it-system, der skal opsnappe den slags forbytninger. For eksempel har vi bedt om at blive varslet, hvis en person, der har været i landet siden toårsalderen og er i gang med en uddannelse til farmakolog eller klinikassistent, får opholdstilladelse.”