Foto: Diego Cervo/Bigstock

Foto: Diego Cervo/Bigstock

Mie Larsen gider ikke flere sammenkomster, hvor folk praler af deres liv. Nu vil hun diskutere politik og finde spændende læsestof via det sociale medie.

“Ja, det var bare lige en lille dessert, jeg kastede sammen, da jeg kom hjem fra Højesteret.”

Sådan lød en sætning fra den venindemiddag, som Mie Larsen var til i sidste uge. Værtinden er partner i et større advokatfirma og serverede en fireretters menu med dyre vine, hvorefter hendes mand underholdt selskabet med historier fra sin karriere som diplomat i Sydøstasien.

“Det var så overfladisk, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Den analoge verden er bare det værste statusræs,” siger Mie Larsen, der har besluttet sig for at bruge mere tid på Facebook og mindre tid på at være fysisk sammen med andre mennesker. Men ikke kun vennerne kommer til at undvære hendes selskab fremover.

Følger politikere
“Næste gang min far ringer, lægger jeg bare på. Han vil hele tiden diskutere politik, men siger intet nyt eller spændende. Jeg er helt holdt op med at modsige ham,” forklarer Mie, der i stedet er begyndt at følge forskellige politikere og debattører på Facebook samt blevet medlem af forskellige grupper:

“Nogle af dem interesserer sig for naturvidenskab, andre deler links til gode opskrifter eller YouTube-videoer, hvor man kan lære at skifte olie på sin bil eller male akvareller. Bare i de sidste par dage har jeg lært utrolig meget.”

Deltog i debat
I går deltog Mie Larsen endda selv i en diskussion på Facebook, der foregik på den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfayes væg.

“Jeg reagerede på et af hans opslag og fik straks svar fra flere, der var både enige og uenige. Nogle af dem sagde selvfølgelig dumme ting, men dem blokerede jeg bare, så kun de fornuftige var tilbage. Desværre kan jeg ikke blokere min fars ævl på samme måde,” fortæller den 39-årige kommunaldirektør.

Mies kæreste forstår ikke helt hendes valg og mener, at Mie udelukker sig selv fra mange gode oplevelser i det, han kalder den virkelige verden. Men sådan ser Mie ikke på det:

“Det kan da godt være, der er nogle guldkorn og søde mennesker imellem, men hvem gider grave sig igennem al den knævren og overfladesnak?”