Foto: Laquel, Bigstock

Foto: Laquel, Bigstock

“Jeg er en veluddannet middelklassekvinde og vil ikke omtales som nogens ejendom,” lyder det fra afrodanske Tamara Bilou, efter at en hjemløs roste hendes “fine negerhår”.

“Jeg er ligeglad med, om han mangler uddannelse. Alle burde vide, at man ikke bruger n-ordet! Og han har da masser af tid til at holde sig orienteret, når han sidder på gaden dagen lang.”

Så klar i mælet er 32-årige Tamara Bilou, der for få dage siden blev krænket af en hjemløs.

“Først sagde han: ‘Smukke pige, kan du undvære en skilling?’ Og da jeg svarede, at jeg altså er en kvinde og ikke en pige, og at det i øvrigt er uhøfligt at fokusere på mit udseende, sagde han: ‘Jamen, du har sådan noget fint negerhår’,” fortæller hun og fortsætter:

“Jeg mener – har underklassen slet ingen pli? Hvem bruger sådan et rædsomt udtryk?”

Krav på respekt
Bilou understreger, at hendes modvilje ikke må forveksles med sarthed eller fine fornemmelser. Hun mener blot, at afrodanskere har krav på respekt og hensyntagen til deres helt særlige omstændigheder.

“Hvide mennesker kan ikke sætte sig ind i, hvordan det er at være barn af afrikanske advokater, som er rejst til en fremmed kultur for at arbejde, og hvis tipoldeforældre måske kendte nogen, der blev solgt som slaver,” siger hun og tilføjer, at hændelsen er et godt eksempel på, hvordan den hvide mands blindhed over for egne privilegier gør ham til et uhyre over for minoritetsgrupper som den, hun selv tilhører.

Skrev debatindlæg
Førhen ville Tamara Bilou måske være løbet grædende hjem. I dag er hun heldigvis blevet bedre til at reagere konstruktivt.

“Jeg gik direkte hjem og skrev et debatindlæg til Politiken. Så kan mit budskab nemlig komme ud til en masse, som giver mig medhold i, at det er dybt nedværdigende at blive behandlet sådan af en simpel bums, der aldrig, som jeg, har måttet kæmpe sig gennem uddannelsessystemet og derefter kæmpe hårdt for at få en lederstilling i et land, hvor næsten ingen ligner en,” siger hun.

At den hjemløse prøvede at være venlig, kan hun ikke bruge til noget:

“Det handler ikke om mig. Det handler om den strukturelle undertrykkelse, der gennemsyrer samfundet. At et medlem af underklassen opfører sig sådan over for en kvinde fra middelklassen, beviser blot problemets omfang.”