Foto: Mogens Engelund, Wikipedia

Foto: Mogens Engelund, Wikipedia

Den tidligere FN-formand langer ikke blot ud efter Helle Thorning-Schmidt, men også ham, du datede indtil for to uger siden. “Han var en lille svindler,” siger Lykketoft.

Mogens Lykketoft sagde ikke noget, mens I kom sammen. Men nu hvor du har forladt ham, vil den tidligere FN-formand gerne fortælle, hvad han helt præcis syntes om din tidligere kæreste.

“Han var en lille svindler. Morten Frederiksen havde været langt bedre for dig. Dit liv var ganske enkelt bedre tjent med ham end med den uduelige skidespræller, du datede i så mange år,” siger Lykketoft og tilføjer, at han gerne rådgiver dig, når du på et tidspunkt skal ud og finde dig en ny mand:

“Jeg har aldrig kunnet lide din ekskæreste. Så er det sagt. Da du viste ham frem, tænkte jeg allerede dengang, at det skulle have været Morten, men ville ikke skabe dårlig stemning. Så jeg tror, det kunne være en god idé, hvis jeg denne gang var med helt i startfasen.”

Budget for rådgivning
Mogens Lykketoft håber, at du med en tidlig indsats fra hans side kan vælge en ny mand, som svarer til de værdier, dit liv bør repræsentere.

“Solidaritet, sammenhængskraft og en åbenhed mod verden. Sådan en mand skal du have. Og det kan jeg hjælpe dig med. Når jeg har fyldt noget i andre menneskers liv, er de blevet meget mere internationale,” siger han og fremviser sit budget for vellykket rådgivning i parforhold:

“Jeg skal selvfølgelig have refunderet mine udgifter: husleje, forbrug, restaurantbesøg, elpærer, taxature, frisør, manicure og så videre. Men sådan er det jo at arbejde med folk på højeste niveau.”

Program om parforhold
På baggrund af sin antipati mod din ekskæreste overvejer den danske politiker også at optræde i et to timer langt program, hvor han og Uffe Ellemann-Jensen vil forklare mere indgående, hvorfor jeres forhold gik galt.

“Jeg bibringer rådgivningen et europæisk perspektiv og vil nøje gennemgå alle de skænderier, I har haft på ferier i EU-lande, for at bestemme, hvad han burde have sagt eller gjort anderledes, og hvorfor du allerede dengang burde have forladt ham. Gerne med citater fra udvalgte europæiske ledere som Lech Walesa eller Vaclav Havel,” fortæller Ellemann-Jensen.