Foto: Paul Blank, postproduktie.nl

Foto: Paul Blank, postproduktie.nl

Den danske fodboldlegende bliver træner for Islamisk Stats landshold. Han ser frem til et konstruktivt samarbejde med det nyoprettede hold og understreger, at man ikke bør blande sport og politik.

Det er en stolt sportsminister for Islamisk Stat, Abu Jihad, der ved en pressekonference i Raqqa søndag kan annoncere, at den tidligere landsholdsspiller og træner i flere internationale klubber, Michael Laudrup, fremover skal træne Islamisk Stats nyoprettede landshold.

Herligt offensiv tilgang
“Dette er en drømmesigning for os, og vi ser frem til at kunne tilhøre verdenseliten inden for fodbold om et par år med ham som træner’’, udtaler han og fortsætter:

“Mange associerer Islamisk Stat med negative ting, og derfor er det vigtigt for os at vise, at vi skam prioriterer sport og fritidsaktiviteter, der ikke involverer sprængstof og blankvåben, højt.”

Michael Laudrup ser frem til at få nye udfordringer i en ny kultur.

“Jeg synes, det er en spændende udfordring, for landsholdet her består af en lang række spillere fra både Europa, Asien og Nordafrika, der har fået statsborgerskab inden for ganske få år, og som alle har en herligt offensiv tilgang til både fodboldspillet og livet generelt.”

Politik og sport bør ikke blandes
Flere har kritiseret Michael Laudrup for at tage stillingen, da de mener, at Islamisk Stat er på kant med flere menneskerettigheder, og at det endvidere er problematisk, at han træner landsholdet for en nation, der er i krig med blandt andet Danmark.

“Selvfølgelig er jeg klar over, at der findes spændinger mellem Islamisk Stat og andre lande, men jeg mener, det er vigtigt at holde sport og politik adskilt. For selvom man kan være nok så uenige om ting som bomber og halshugninger, så er fodbold en slags universelt sprog og noget, som gør alle glade,” siger han og tilføjer.

“Desuden er alle, som jeg har mødt hernede, virkelig flinke og rare.”