Foto: Feel Photo Art, Bigstock

Foto: Feel Photo Art, Bigstock

Allerede før de første butikker tog julepynten frem, hørte Caroline Aggersborg brok over julen, der starter alt for tidligt.

Det var stadig strålende septembervejr, da logistikkoordinator Caroline Aggersborg første gang hørte en kollega brokke sig over den julepynt, som ingen butikker på daværende tidspunkt havde taget frem. Det skete en onsdag under frokosten, hvor snakken faldt på, hvor folk skulle tilbringe julen.

“Åh nej, julen. Der er jo længe til – men så igen: Det varer vel ikke længe, før postkasserne bliver proppet med julekataloger, og man ikke kan gå rundt i byen uden at blive mindet om en højtid, der er flere måneder til.”

Ordene kom fra 47-årige Lasse Andersen, der ifølge Caroline Aggersborg hvert år er blandt de første til at brokke sig over, at julen starter så tidligt.

Som guirlander under stueloftet
“Det ville ikke gøre så meget, hvis ikke den slags brok spredte sig som ringe i vandet – eller skal jeg sige: som guirlander under stueloftet,” sukker Caroline Aggersborg.

For ganske rigtigt greb en anden kollega straks Lasse Andersens tråd:

“Ja, sidste år var det jo dårligt blevet oktober, før jeg begyndte at se julepynt i forretningerne. Lur mig, om vi ikke ser det første, før ugen er omme,” lød det fra den anden ende af kantinebordet, og så gik resten af frokosten med højlydt brok over kommercialiseringen af den ellers så hyggelige og stemningsfyldte højtid.

Flere kolleger enedes om, at selve julens ånd var truet.

“Forbrugerræset ødelægger alt! Jeg synes ikke engang, butikkernes julepynt er pænt. Det minder mig bare om alle de penge, jeg skal bruge. Som om jeg ikke skyldte nok væk i forvejen,” lød det blandt andet.

Utopi, at det kan ignoreres
På det tidspunkt valgte Caroline Aggersborg at forlade bordet stille og roligt.

“Jeg kan næsten ikke holde ud at høre på det brokkeri. Altså, det er da nok lidt tidligt at tænke på jul i begyndelsen af oktober, men alt det brok gør jo bare ondt værre,” siger hun.

Hun drømmer om et efterår, hvor folk ignorerede den tidlige julepynt og lod være med at bruge energi på at brokke sig.

“Men jeg ved godt, at det er en utopi på niveau med verdensfreden,” slutter hun.