Foto: baileydog, Bigstock

Foto: baileydog, Bigstock

“Jeg vil ha’ min præmie nuuuuuu,” lød det fra 3-årige Ella Glargaard, der i weekenden vandt familien Glargaards konkurrence, Den Store Plagedyst.

Det var en stolt Ella Glargaard, der søndag kunne se sig selv som vinder af Den Store Plagedyst, som havde udspillet sig i familien Glargaards hjem og lokalmiljø over hele weekenden. De øvrige deltagere klarede sig også flot, fortæller den 32-årige mor til Ella og hendes to søskende, Maja Glargaard, men i løbet af søndag aften stod det klart, at Ella var den helt rigtige vinder.

“Hun skreg og teede sig i tre kvarter, da hun ikke måtte få chokoladekrymmel på sin kartoffelmos. Og senere fik ingen set søndagsfilm i fjernsynet, fordi Ella ikke måtte se My Little Pony på Netflix,” siger Maja Glargaard.

Hæsblæsende finale
Konkurrencens øvrige deltagere, tvillingerne Frederik og Oliver på seks, er dagen efter konkurrencen lidt skuffede over at måtte nøjes med en delt andenplads, men kan godt se, at lillesøster fortjente sejren.

“Hun var totalt hysterisk,” siger Oliver, der selv deltog i finalen med en højlydt og fysisk krævende gruppepræstation sammen med sin bror.

“Vi gad ikke børste tænder, så vi holdt sammen og råbte og slog og sparkede vores far,” griner Frederik.

Børnenes far, 37-årige Asger Glargaard, bekræfter, at drengenes bidrag til finalen var stærkt og veludført.

“Det var en hæsblæsende finale, men i sidste ende var der ingen tvivl om, at det var Ella, der fortjente sejren,” siger han.

Store fremtidsplaner
Efter sejren har lillesøster Ella mange planer for fremtiden. Allerede inden præmieoverrækkelsen viste hun sig som en ambitiøs ung pige. Hun smed sig nemlig ned, hamrede med hænder og fødder i gulvet, mens hun skreg, at hun ville have sin præmie “nuuuuuuuu”.

Til RokokoPosten siger hun, at hun har trænet hele sit liv og er meget stolt over at være nået så langt.

“Mit mål er at få alt, hvad jeg peger på, resten af livet,” slutter hun.