Foto: Morganka, Bigstock

Foto: Morganka, Bigstock

Længslen efter at fravælge startkomma ligger dybt i Søren Jensens hjerte. Men hvordan finder man modet til at føre en så drastisk beslutning ud i livet? Og hvordan vil omgivelserne reagere?

“Jeg ved godt, jeg burde give slip og prøve. Det føles bare så forkert.”

Ordene kommer fra den 42-årige Søren Jensen, der med et forpint, men drømmende blik gransker idéen om at fravælge startkomma. En idé, som han har gået med længe, men aldrig turdet føre ud i livet:

“Jeg ser folk omkring mig gøre det, og jeg kan mærke, at der er noget ved det, der taler til mig. Men er jeg virkelig sådan en, der fravælger startkomma?”

Føles definitivt
Han fortæller, at han flere gange har været lige ved at gøre det. Men at noget alligevel har holdt ham tilbage.

“Det føles så definitivt. Som om, at hvis jeg først gør det, kan jeg ikke gå tilbage og blive den, jeg var før. Mine venner siger godt nok, at der ikke sker noget ved at prøve det en enkelt gang. At man kan fravælge startkomma i det små, sådan ved festlige lejligheder eller på de sociale medier,” siger han og tilføjer, at det virkelig nager ham.

“Somme tider ligger jeg søvnløs om natten. ‘Skal, skal ikke, skal, skal ikke,’ messer jeg for mig selv. Jeg må nok erkende, at jeg ganske enkelt bare er bange for at gøre det. Hvad vil folk tænke? Vil nogen vende mig ryggen?”

Svært at springe ud
Heldigvis møder Søren opbakning fra sin vennekreds.

“Jeg forstår udmærket Sørens tvivl. Sådan havde jeg det også selv, før jeg sprang ud og viste verden, at jeg er sådan en, der fravælger startkomma,” lyder det fra en af Søren Jensens nære venner, der foretrækker at være anonym, da der stadig er nogle i hans nærmeste familie, der ikke har hørt om transformationen.

Søren bekræfter, at hans ven er en stor støtte. Og han håber, at han en dag vil have modet til at gøre det samme:

“Jeg drømmer om den dag, hvor jeg tør stille mig op og råbe, så alle kan høre det: ‘Nej, jeg bruger ikke startkomma. Jeg har fravalgt det. Jeg er fri!'”