Foto: Johan Larson, Bigstock

Foto: Johan Larson, Bigstock

En 27-årig kvinde fra Aarhus har udløst en heftig debat på sociale medier efter, hun skrev et Facebook-indlæg om, hvordan en mand henvendte sig til hende uden at have spurgt om lov først.

Tirsdag eftermiddag lidt over tre står den 27-årige jurastuderende Rikke Bjerregaard og venter på bus 2A ved Rådhuspladsen i Aarhus centrum. Det har hun ofte gjort, men denne dag skal vise sig at være helt ulig alle andre. Hvad der sker, beskriver hun i et indlæg på Facebook, der indtil videre er delt mere end 6000 gange, og som har udløst en heftig debat på det sociale medie:

“Pludselig kommer den her mand på omkring de 40 år op til mig, kigger mig direkte i øjnene og siger, helt uden hverken advarsel eller samtykke: ‘Undskyld, men min smartphone er løbet tør for strøm. Kan du fortælle mig, hvad klokken er?'”

Forstenet af rædsel
Herefter beskriver Rikke, hvordan hun først føler sig forstenet af rædsel, men derefter formår at genvinde fatningen og haste væk. Det fører imidlertid til, at hun misser sin bus, der kommer kort efter.

“Det er ikke fordi, jeg normalt er sart, men det er altså virkelig ubehageligt at stå i sine egne tanker ved et busstoppested, og så kommer der bare en tilfældig mand og tiltager sig retten til at tale til mig. Jeg har jo ingen idé om, hvad han vil, eller hvad han er ude på.”

I kommentarerne til indlægget mener flere, at Rikkes oplevelse er et klokkeklart eksempel på male privilege og en udbredt voldtægtskultur, der giver mænd det indtryk, at de kan gøre, hvad de vil med kvinder. 

Patriarkalsk hegemoni
I et svar, der har fået 200 likes, skriver Mads Svendsen:

“Jeg håber meget, du vil give et mere udførligt signalement at den idiot, så andre kvinder kan gå i en stor bue uden om ham og hans aggressive gøren krav på kvinders ører uden deres samtykke.”

Enkelte kommentatorer opfordrer også Rikke til at politianmelde gerningsmanden, hvilket Rikke dog selv forklarer, at der ikke er nogen mulighed for, da det ikke er ulovligt at tale med kvinder, man ikke kender, i det offentlige rum.

Jeanette Overmark skriver i den forbindelse:

“At mænd på den måde kan tiltale kvinder hvor som helst og når som helst, uden at kvinderne har mulighed for at få domstolenes beskyttelse, viser også, hvordan det patriarkalske hegeomoni på et strukturelt plan gennemsyrer lovgivningen.”