Foto: Nosnibor137, Bigstock

Foto: Nosnibor137, Bigstock

Nu er det slut med at hviske i krogene. TDC Group bekræfter nemlig i en pressemeddelelse, at Vestas’ kantinemedarbejder Yolande Kemboi har takket ja til stillingen som kantinemedarbejder i TDC’s kantine i Tranbjerg.

I en pressemeddelelse bekræfter TDC Group rygterne om ændringer i den stab, der driver kantinen på Sletvej 30 i Tranbjerg. Det fremgår af meddelelsen, at man har hentet en ung, men erfaren medarbejder ind fra Vestas, nemlig den kun 27-årige Yolande Kemboi.

Pernille Erenbjerg, der er koncernchef i TDC Group, fortæller til RokokoPosten, at man ser frem til samarbejdet med det unge kantinetalent.

“Trods sin unge alder har Yolande Kemboi skabt mange resultater i Vestas’ kantine. Hun har et ukueligt gåpåmod, en stålsat vilje og et uovertruffent overblik, som gør hende til en uvurderlig medarbejder. Vi ser derfor med glæde og spænding frem til et samarbejde, der forhåbentlig kommer til at vare mange år,” siger hun.

Skrev en god ansøgning
Kemboi selv er mindst lige så spændt på at starte i sit nye job. Hun har også et bud på, hvordan TDC Group fik øjnene op for hende.

“Der er selvfølgelig mange faktorer og nok også en del tilfældighed i spil, når en virksomhed vælger, hvem de vil sætte ind som ny kantinemedarbejder. Men først og fremmest, tror jeg, skyldes valget af mig, at jeg skrev en god ansøgning og bagefter gav dem et godt indtryk til jobsamtalen,” siger hun.

Yolande Kemboi fortæller videre, at der var flere grunde til, at hun valgte TDC Group:

“Først og fremmest er beliggenheden i Tranbjerg attraktiv for mig, der bor i Hørning. Jeg søgte også en lignende stilling hos Kamstrup i Stilling, som er endnu tættere på, men der havde jeg ikke heldet med mig. Så ja, beliggenheden, og så føler jeg mig selvfølgelig godt rustet til at varetage jobbet, fordi jeg i al væsentlighed skal lave det samme, som jeg gjorde i mine seks år hos Vestas.”

Mål: at passe sit arbejde
Om sine mål og ambitioner med det nye job forklarer Yolande Kemboi, at hun først og fremmest regner med at passe sit arbejde:

“Jeg vil gøre det, køkkenlederen beder mig om, og hen ad vejen vil jeg selvfølgelig gerne lære det her køkkens rutiner at kende. Til at begynde med kommer jeg nok til at stille mange spørgsmål, men det er min helt klare ambition, at jeg skal lytte til svarene og bruge dem til at blive selvkørende på længere sigt.”

Yolande Kemboi tiltræder sin nye stilling den 1. december. I forbindelse med jobskiftet har Vestas udtrykt ærgrelse over at miste en god medarbejder, men ønsker Yolande alt godt fremover. Vestas fortæller desuden, at man lige nu ligger i forhandlinger med 32-årige Søren Hansen, der er en af de 112 personer, som har søgt Yolande Kembois stilling.