Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

Et liv med stor politisk interesse havde overbevist Arne Jensen om, at de folkevalgte var en slags åndelige forbilleder. Han er derfor overrasket over, at den nye regerings medlemmer ikke lever op til forventningerne.

“Når jeg bedømmer politikere, tænker jeg meget på, om de kunne blive mine bedste venner – eller endda ægtefæller, hvis det er en kvinde.”

Sådan siger Arne Jensen, der har arbejdet som analytiker for Gallup hele sit liv og derigennem fået mulighed for at undersøge en lang række politiske forslag og udtalelser.

“Desuden har jeg siden teenageårene interesseret mig virkelig meget for politik. Hver morgen står den på TV 2 NEWS, CNN og mindst en halv time med netaviserne,” fortæller 58-årige Arne, der altid har tænkt, at politikere var en særlig slags moralsk overlegne mennesker, som man kunne se op til og lade sig lede af:

“Her tænker jeg ikke bare på ledelse inden for fordelingspolitik eller afgifter eller små justeringer i straffeloven. Jeg har faktisk ment, at de folkevalgte kunne lede mig på et overordnet eksistentielt niveau, lidt som en præst eller måske et højt respekteret ældre familiemedlem.”

Lig i lasten
Derfor blev Arne skrækkelig skuffet, da det viste sig, at regeringsmedlemmerne havde et par lig i lasten.

“Jeg havde ikke hørt om Ole Birk Olesens indlæg, hvor han anklager kvinder for en masse ting, så da det kom frem, tænkte jeg: Kan det virkelig passe, at en mand, der skal administrere transport i Danmark, har sagt negative, generaliserende ting om kvinder i et moderat spøgefuldt indlæg?” fortæller Arne, der nu er i tvivl om, hvad han skal sige til sit barnebarn, 2-årige Ella, når hun bliver ældre.

“Hvordan skal hun klare sig som kvinde i denne verden, hvis ikke jeg kan pege på noget, som en tilfældig politiker har sagt for seks år siden, og bede hende om at lade sig inspirere af det?”

Hvem skal jeg se op til?
Arne Jensen indrømmer, at han måske skulle have modereret sine høje tanker om politikere, da Lars Løkke Rasmussens bilagssager kom frem, eller da Claus Hjort Frederiksen gav usande oplysninger til Folketinget.

“Jeg var måske for naiv, men jeg holder ikke op med at forvente mig store ting af vores folkevalgte. Hvis ikke jeg kan se op til en mand, der er mindre end halvt så gammel som jeg og har brugt hele sit korte liv i ungdomspolitik, eller en kvinde, der flyver business class og går til udvalgsmøder – hvem skal jeg så se op til?”