Foto: Counselling, Pixabay

Foto: Counselling, Pixabay

Folk overalt i verden er blevet inspireret af den hygge, der kendetegner verdens lykkeligste land. Men nu siger stadig flere danskere fra over for det, der ifølge dem er en kulturimperialistisk vulgarisering af danskheden.

The Little Book of Hygge“, “The art of Hygge“, “Say Ja to Hygge” og “Hygge: A Celebration of Simple Pleasures. Living the Danish Way“. Det er blot et par af det utal af bøger, der skal lære udlændinge at hygge sig på autentisk dansk vis.

Men stadig flere danskere finder denne hyggeomfavnelse fra folkeslag, som ikke har nogen iboende hyggetradition, stadig mere kvælende.

Vikingehjelme og Kierkegaard
En af dem er Petra Markussen, der studerer filosofi ved Københavns Universitet og netop er hjemvendt fra et halvårligt studieophold ved Uxbridge University. Her blev hun voldsomt chokeret over at opleve, hvor lemfældigt briterne behandlede hyggebegrebet.

“Der er overhovedet ingen forståelse for, hvordan man faktisk hygger sig med respekt for det folkeslag, der opfandt hyggen,” siger hun og fortæller, at mange af hendes bekendte blot brugte hyggen som et overfladisk og karnevalslignende indslag.

“Jeg har oplevet folk, der iført plastik-vikingehjelm og en kopi af Kierkegaards Enten-Eller i lommen hævdede, at de ‘really were hygging themselves‘, mens de så Doctor Who på storskærm. Det var virkelig forstemmende,” forklarer hun og tilføjer, at vikingehjelmene endda var dem med horn på, som slet ikke er historisk korrekte og ikke ville have været spor hyggelige, selv hvis de var.

Lemfældig omgang med hyggen
John Svendsen er lektor i monokulturel hyggologi ved Aarhus Universitet, og han er også stærkt betænkelig ved de mange udlændinges lemfældige omgang med hyggen.

“Selvfølgelig må alle mennesker hygge sig, men det kræver en indgående og respektfuld forståelse af, hvordan hyggen indgår i dansk identitet samt hyggens kulturhistoriske betydning og dens komplekse og mangelagede indvirkning på den danske etnicitet,” siger han.

John Svendsen mener derfor, at hvis man som udlænding vil give sig i kast med hygge uden at bedrive rovdrift på dansk kultur, så kræver det som minimum evnen til at recitere to afsnit af Huset på Christianshavn udenad. Man bør også kunne argumentere kvalificeret for sin rangordning af indholdet i en pose Matador Mix, demonstrere, at man kan holde korrekt på en håndbajer og have tændt fyrfadslys inden klokken 15 ved mindst tre lejligheder.