Foto: Thufir, Bigstock

Foto: Thufir, Bigstock

Fakta er for vigtige til ikke at blive beriget af det frie marked, der har gjort os rigere og løftet millioner ud af fattigdom, mener tænketanken CEPOS.

Når virksomheder konkurrerer mod hinanden for at tjene penge, skaber de bedre og billigere produkter og ydelser til gavn for os alle. Velstand giver velfærd, og på den måde har kapitalismen sikret os ikke bare rigdom, men hele den danske velfærdsstat.

“Den tanke lovpriser vi, når det kommer til produktion af fødevarer, skønhedsbehandlinger, fladskærmsfjernsyn og meget andet, vi fylder vores liv med. Men når det kommer til fakta, har vi det åbenbart fint med, at de bare flyder uoptimerede rundt blandt borgerne,” siger Martin Ågerup, som er direktør i tænketanken CEPOS.

John’s Mekaniker-Firma
De har netop barslet med en ny analyse ved navn “Fakta på private hænder”, der viser, hvordan en omfattende udlicitering af faktuel information kan forbedre dens kvalitet med op til 75 %.

“I et pilotprojekt udsatte vi omkring 100 tilfældigt udvalgte fakta for privat udlicitering, hvor et dusin små og mellemstore virksomheder bød ind med forslag til forbedring. Da vi bagefter simulerede, hvordan disse optimerede fakta ville klare sig i den offentlige debat og lovgivningsarbejdet, blev vi chokerede over deres succes,” siger Martin Ågerup og kommer med et eksempel:

“Vi havde en prøvegruppe på 12 stykker fakta, der omhandlede Putins invasion af Krim-halvøen. De var hverken spændende eller opmuntrende, men efter at autoværkstedet John’s Mekaniker-Firma, skønhedsklinikken Salon Michelle og økolandbruget Frellegården havde været inde over, var der tale om helt nye, originale og alternative fakta! Pludselig udstrålede de action, glans, autenticitet og en lille smule shellac. Sikke en forvandling!”

Syrien og McDonald’s
CEPOS forestiller sig, at man løbende kan udsætte fakta for udlicitering, for eksempel i forbindelse med lovforslag eller krigsindsatser, siger Martin Ågerup:

“Skal vi gå militært ind i Syrien eller ej? Er drengeomskæring en god idé? De samme argumenter kører frem og tilbage, men hvad nu hvis vi fik store spillere som PricewaterhouseCoopers eller McDonald’s til at byde ind på dem?”