Foto: Vasileva, Bigstock

Ill.: Vasileva, Bigstock

I protest over Trumps omfattende indrejseforbud har premierministeren vedtaget en lov, der gør det muligt for alle fabeldyr og nuttede dyreunger at komme til Canada. 

“Give me your tired, your poor,/Your huddled masses yearning to breathe free …”

Sådan lyder et par strofer fra digtet The New Colossus, der ofte bruges til at beskrive USA’s lange tradition for at byde indvandrere velkommen. I går citerede Canadas premierminister Justin Trudeau linjerne og tilføjede, at de trætte og fattige masser ikke kun indbefattede mennesker.

I hvert fald ikke ifølge en ny canadisk lov, der tillader alle verdens enhjørninger og andre fabelvæsner samt alle nuttede dyreunger at komme ind i landet uden visum, identifikation eller andre rejsepapirer.

“Trump har vendt ryggen til verden med sit absurde, fordomsfulde og diskriminerende indrejseforbud. Canada vil gøre det modsatte og give endnu flere strålende og nuttede skabninger mulighed for at skabe sig en værdig tilværelse,” sagde Justin Trudeau, mens han holdt en fireårig syrisk pige i den ene hånd og en pandaunge i den anden.

Babysæler og pindsvineunger
Premierministeren vil ikke blot vente på, at dyreungerne og fabelvæsnerne ankommer til landet, men vil selv tage ud i verden og redde dem fra en kummerlig tilværelse.

“Først tager jeg til Syrien og finder de mindste, mest nuttede kattekillinger, babysæler og pindsvineunger. Dernæst går rejsen til Nepal, hvor jeg har hørt tale om en enhjørning, der er politisk flygtning og skriver persiske digte,” fortalte statslederen til CNN, inden han sendte en Snapchat-besked til Malala Yousafzai og opfordrede alle unge piger til at interessere sig for naturvidenskab og være stolte af deres kroppe.

Åbner hjem for kaninunger
Kritikere har tidligere påpeget, at Canada ikke tager imod særlig mange flygtninge i forhold til landets størrelse, og at disse flygtninge modtager meget lave ydelser i kort tid, inden de skal klare sig selv. Dette vil dog ikke gælde de indrejsende dyr og væsner.

“Kommer en kentaur, en enhjørning, en yeti eller et Loch Ness-uhyre til vores grænser, vil jeg personligt åbne mit hjem for dem og blive fotograferet med dem. Det samme gælder kaninunger og babysæler,” understregede Trudeau, mens hans kone, Sophie Grégoire, bakkede ham op via en Skype-forbindelse fra Malawi, hvor hun er i færd med at støtte et projekt, der hjælper handicappede med at bygge bæredygtige brønde.