Foto: radiokafka, Bigstock

Foto: radiokafka, Bigstock

I mangel af særlige bederum tyr flere universitetsstuderende til toiletterne for at bede en bøn og samle tankerne. Men det skal ikke være muligt, mener Socialdemokraterne, der derfor kræver, at toiletdøre fjernes fra alle uddannelsesinstitutioner.

Efter Socialdemokraternes udmelding om, at partiet vil forbyde bederum på uddannelsesinstitutioner, har flere studerende af forskellig religiøs observans udtalt, at de ikke altid benytter bederummene, men kan finde på at udøve deres stille, religiøse ritualer i al hemmelighed bag en aflåst toiletdør.

For eksempel fortæller Klara Johansen, der er katolik og studerer kemi på Aarhus Universitet, at hun ikke altid benytter universitetets stillerum.

“Det er lidt besværligt at skulle over i en anden bygning for at kunne bede en bøn. Så jeg går som regel bare ud på toilettet,” siger hun og forklarer, at hun som regel beder et par minutter, med eller uden den rosenkrans, hun altid har med sig.

Undergraver videnskabeligheden
Men studerende skal slet ikke tage deres religiøse overbevisning med sig ind på landets uddannelsesinstitutioner, påpeger Socialdemokraternes erhvervsuddannelsesordfører, Mattias Tesfaye.

“Hvis man som religiøs ønsker at tage en videregående uddannelse, må man lade sin religion blive hjemme i skrivebordsskuffen. Det undergraver videnskabeligheden, hvis man tager den med ind på uddannelsesinstitutionerne,” siger han.

Han er dybt foruroliget over, at toiletterne, der ellers er indrettet til et jordnært og sekulært formål, bliver misbrugt som skjulested for religiøs udfoldelse.

Et nødvendigt offer
Kemistuderende og medlem af Ateistisk Mission Niels Mortensen mener, at kravet om at fjerne toiletdørene er et drastisk, men nødvendigt tiltag.

“Det kommer helt klart til at kræve noget tilvænning, nok især for pigerne, at skulle gå på toilet uden at kunne lukke døren. Men det er et nødvendigt offer,” siger han og tilføjer, at det ikke kun handler om at beskytte unge muslimer mod gruppepres:

“Jeg hader ikke muslimer mere end alle andre religiøse. For mig handler det om fortsat at beskytte videnskaben mod religion. Hvis ikke ateister havde kæmpet for at rense det videnskabelige rum for religiøsitet, havde vi jo aldrig set fremskridt som Big Bang-teorien eller livsvigtige ting som stetoskopet.”