Foto: Pimonpim, Bigstock

Foto: Pimonpim, Bigstock

“Jeg vil godt tages alvorligt, selvom man kan se mine kønsdele,” siger talsmanden for en gruppe mandlige aktivister, der fokuserer på mænds andetgjorte penisser.

Jørgen går ud ad døren og ned ad gaden, åbner døren ind til bageren, bestiller nogle rundstykker og går hjem igen. En helt almindelig scene fra hverdagen, men med en afgørende forskel: Jørgen har haft sin penis synligt fremme på hele turen.

“Retten til at vise penis i det offentlige rum er en overset rettighed i et samfund, der udskammer mandens seksualitet og fokuserer på såkaldt feminine værdier. Feminismen i dag kredser om kvinder som særligt gode og empatiske, men det er helt misforstået,” fortæller Jørgen, der gerne vil være anonym.

Andetgjorte penisser
Sammen med en snes andre mænd har Jørgen dannet en gruppe, der betegner sig som femtebølge-maskulinister, altså mænd, der fører kampen videre fra suffragetterne, rødstrømperne, de intersektionelle feminister og twerk-dronningerne.

“Nu skal det handle om mænd og deres andetgjorte penisser, der ellers kun mødes med udskamning, væmmelse eller latterliggørelse i det offentlige rum,” siger Jørgen og tilføjer med nedslået mine, at han og de andre aktivister endnu ikke har mødt anerkendelse på deres såkaldte penis empowerment walks rundt i bybilledet.

“Folk bliver chokerede og går hurtigt væk, især hvis de har børn med. Men det er en forventelig reaktion, når man er vokset op i et penis-toksisk miljø, der lærer, at penissen er farlig og skræmmende. Folk skal bare uddannes,” siger Jørgen og anbefaler, at man starter med at læse et af Judith Butlers mindre kendte værker, pamfletten Penises That Matter.

Penisudskamning
I mellemtiden planlægger Jørgen og de andre femtebølge-maskulinister at udbrede deres aktivisme og forene penis-aktivister landet over.

“Lige nu foregår der meget i København, men vi har hørt forlydender om, at mænd over hele Danmark laver aktivisme i det små, typisk som enkeltpersoner. De laver empowerment i busser og på gågader, og det vil vi selvfølgelig godt støtte. Vi synes, det er flot, at man som individ tør stå imod den omfattende penisudskamning.”