Foto: bigbirdz, Flickr

Foto: bigbirdz, Flickr

Familie og venner til 32-årigt medlem af Liberal Alliance sætter stor pris på, at han i enhver situation fremhæver Schweiz som eksempel til efterfølgelse.

“Jeg synes, det er så hyggeligt, når Peter for otteogfyrretyvende gang henviser til en ranking, der viser, hvor godt de gør det i Schweiz på grund af den lave skat og det udbredte selvstyre,” siger Hanne Larsen.

Hun er søster til Peter Larsen, der er medlem af Liberal Alliance, og hun er som alle andre i omgangskredsen rigtig glad for at høre om, hvorfor Schweiz på stort set alle punkter er et overlegent land.

Hanne fortæller, at hun eksempelvis husker, hvordan broderen bragte Schweiz’ overlegne sundhedssystem på banen umiddelbart efter, at hun havde fortalt deres forældre, at hun og hendes mand ventede barn.

“Det var egentlig rart at få at vide, at Schweiz har en meget lav børnedødelighed selv med lave skatter,” husker hun.

Anekdoter gjorde begravelse langt bedre
Peters mor kan også mindes dengang til mormors begravelse, hvor Peters anekdoter om Schweiz var med til at gøre turen i kirken meget bedre.

“Præsten holdt en ret ordinær prædiken, og så var det godt, at Peter lige kunne aflive myten om, at Schweiz kun lever af bankhemmeligheder, men faktisk har en ret stor eksport.”

Peters onkel, Jens Bjerregaard, undrer sig dog over en enkelt episode, hvor Schweiz blev bragt op i familien som mulig feriedestination.

“Peter kunne indlevende fortælle, hvordan Schweiz hvert år tiltrækker mange turister på trods af det høje omkostningsniveau, men han kunne ikke rigtigt svare på, om det var et godt sted at holde ferie. Men det finder han jo nok ud af, når han selv kommer derned en dag,” siger han.

Fondue: “både hyggeligt og lækkert”
Peters fodboldkammerater synes heller ikke, det er underligt, at Schweiz konstant bliver bragt op som forbillede for alt. Anders Nielsen, der er tømrer og en af holdets midtbanespillere, tænkte i starten, at der måtte være mange faktorer ved et lands som Schweiz’ succes, og at det ikke bare kunne isoleres til et spørgsmål om marginalskat.

“Men det ved Peter nok bedst,” siger han.

Peter selv er så begejstret over familien og vennernes interesse for Schweiz, at han nu overvejer at skrive en bog på omkring 120 sider, hvori han redegør for, hvordan alt, der er gået galt i løbet af de sidste 35.000 års verdenshistorie, skyldes, at man undlod at gøre som Schweiz.

Peter finder desuden konstant nye aspekter ved Schweiz at blive begejstret over, senest konceptet fondue.

“Det er faktisk slet ikke kedeligt at vente alt for længe på, at verdens mindste klump kød bliver stegt på et spyd,” bedyrer han og slutter:

“Faktisk er det både hyggeligt og lækkert.”