Foto: Public domain, Wikipedia

Foto: Public domain, Wikipedia

En 42-årig mand, der hader både gymnasieelever og Norge, er led og ked af at læse om fjerde sæson af SKAM på sociale medier. Folk burde langt hellere tale om de nye Star Wars-film, mener han.

På blot to uger er den 42-årige it-medarbejder fra Høje Taastrup Mads Sørensen blevet dødtræt af at læse om den kommende fjerde sæson af NRK’s succes-serie SKAM på sociale medier.

“Mindst halvdelen af mine venner har skrevet mere om SKAM end om DR’s Danmarkshistorie, Trumps bombardement af Syrien og terrorangrebet i Stockholm tilsammen. Det er totalt umuligt for mig at åbne min Facebook, uden at der er mindst tre opdateringer om, hvor fedt det er, at fjerde sæson af SKAM handler om en syttenårig med et tørklæde, og jeg kan simpelthen ikke klare det,” siger han og understreger, at han ikke er racistisk over for kvinder med tørklæde, kun over for nordmænd.

Ville hellere se 1864 med bulgarsk tale
Det skyldes, at Norge er det værste, Mads Sørensen ved, næst efter podagra.

“Jeg kan slet ikke klare deres latterligt syngende pseudodanske sprog, de absurde priser på såvel grøntsager som øl og så alle de tre meter høje langrendsløbende platinblonde friluftsidioter. Det eneste, der er værre end en serie om nordmænd, er en serie om nordmænd, som går på gymnasiet.”

Mads Sørensen fortæller, at det efter hans mening er fuldstændig misforstået at lave tv-serier om gymnasietiden.

“Allerede da jeg selv gik på gymnasiet, syntes jeg, det var røvkedeligt, hvilket på ingen måde skyldtes, at jeg havde lyst til at lave queer-agtige ting ligesom dem i serien, for jeg er faktisk ekstremt heteroseksuel. Men helt ærligt ville jeg hellere se hele 1864 synkroniseret til bulgarsk end se ét sekund af en serie om gymnasieelevers umodne og banale genvordigheder.”

Folk burde tale om Han Solo
I stedet for at diskutere SKAM mener Mads Sørensen, at hans jævnaldrende venner burde få nogle sunde og alderssvarende interesser.

“Hvis bare folk i stedet for kunne tale om Star Wars, ville det ret beset være noget helt andet. Eksempelvis har jeg slet ikke hørt nogen i min omgangskreds nævne, at Han Solos oprindelige navn faktisk kan have været Han Ren, hvilket unægtelig giver et komplekst twist på de nye film, som …” siger Mads Sørensen og geråder ud i en forklaring, som ingen fra den attraktive målgruppe af læsere mellem 20 og 35 år, som RokokoPosten forsøger at appellere til, har den fjerneste interesse i.