Foto: avemario, Bigstock
En ung journaliststuderende har mange problemer med at finde sig til rette i det moderne liv. Det skyldes, mener RokokoPostens brevkasseredaktør, at hun alt for sjældent er i livsfare.
Kære brevkasse
Jeg er ved at uddanne mig til journalist, og derfor er jeg begyndt at øve mig i at skrive ting til avisen. Jeg skriver til dig, fordi det er så svært at være mig. For på den ene side vil jeg gerne være unik. På den anden side er det så moderne at være unik, så hvis jeg prøver på det, er jeg bange for, at ingen lægger mærke til mig. Når jeg læser Politiken, kan jeg se, at mange andre danskere har det svært med livet. Så det er jo heller ikke unikt. Jeg er også bange for, at folk lægger mærke til de forkerte ting. Jeg kan nemlig godt være bange for ikke at være spændende nok, og så nøjes jeg med at fortælle de spændende ting, men så er det ikke rigtig mig, det handler om.
Nu har jeg så skrevet i avisen, at jeg ikke vil være med til den leg mere. Men hvordan holder jeg op?
Hilsen “korrespondenten”
Kære “korrespondenten”
Først og fremmest bør du bringe dig selv i livsfare. Gerne regelmæssigt. Tag ned til de varme lande og sæt livet på spil ved at hjælpe nødlidende i krigszoner. Eller tag ud at bo i junglen et sted, hvor folk bliver bidt af giftige slanger og edderkopper. Hjælp med at jage rovdyr, så I kan få noget at spise. Eller tag ud et sted, hvor smitsomme sygdomme tager livet af store dele af befolkningen. Mærk suset ved ikke at vide, om du bliver taget som gidsel af et islamistisk terrorregime, om du mister førligheden, eller om du bliver flået i stykker af en flodhest.
Husk dog, at du ikke skal bebrejde dig selv, at du går og tænker, som du gør. Det er ganske tidstypisk, og især for en Politikenlæser som dig kan det nemt komme til at se ud som om, at man bør stræbe efter at have den slags bekymringer. Men tro mig, de fleste er skide ligeglade med, om folk spiser fedtede spareribs eller stegt flæsk med fingrene, kun støvsuger hver anden uge eller synes, at ens mor skal være mere hjælpsom. Vi bilder os ind, at det er vigtigt, fordi vi tror, vi er verdens navle. Så snart vi holder op, bliver livet lettere – simpelthen fordi vi holder op med at spekulere over, om vi nu lever det godt nok.
Så kort sagt: Hold op med at tage dig selv så højtideligt. Du er bare en klump biologisk materiale, og lige pludselig er du rådnet op og gået i opløsning. Held og lykke med dit nye fokus!
