Foto: oocoskun, Bigstock

Foto: oocoskun, Bigstock

Almindelig brok straffes som bekendt med minuspoint. Men brokker du dig over, at andre brokker sig, skal dine minuspoint fordobles. Det fastslår retten i Glostrup.

Synes du, at folk brokker sig for meget og over for ubetydelige ting? Så har du muligvis ret. Men pas på med at brokke dig over andres brok. Det kan nemlig koste dig dyrt, viser en sag, der netop er afgjort ved retten i Glostrup.

Her blev en 36-årig kvinde idømt dobbelt så mange minuspoint som den, hvis brok hun brokkede sig over.

Kvindens forsvarer, Thorkild Jørgensen, udtrykker skuffelse over afgørelsen på vegne af sin klient, men han mener personligt, at det var både godt og nødvendigt, at hun blev straffet behørigt.

“Jeg burde selvfølgelig forsvare min klient, men brok over andres brok er så nederen, at jeg bare er glad for, at hun fik en lærestreg,” siger han.

Brok er brok
Ifølge Thorkild Jørgensen skyldes afgørelsen, at hans klient brokkede sig over selvsamme kultur, som hun bidrog til med sine ytringer.

“Jeg er ikke i tvivl om, at min klient ønskede at bekæmpe brokkulturen, idet hun mener, at denne kultur ødelægger den gode stemning. Men ved at brokke sig over den, bidrog hun til den dårlige stemning samtidig med, at hun fremstillede sig selv som positiv, selvom hun i virkeligheden var sur. Dermed begik hun en dobbelt forbrydelse, og det er derfor helt naturligt, at hun får dobbelte minuspoint,” siger han.

Billigt sluppet
Thorkild Jørgensen fortæller, at hans klient er stærkt utilfreds med dommen. Men ifølge Grethe Thomsen, der er jurist og professor i personfnidder ved Aarhus Universitet, er kvinden sluppet billigt.

“25 minuspoint for at brokke sig over noget, som hverken har medført sygdom, ulykke eller andet af betydning, er en ganske gennemsnitlig dom. Og at brok over andres brok takseres til det dobbelte er både retfærdigt og lige efter bogen. Faktisk bør kvinden være taknemmelig, for eftersom det kan bekræftes, at hun har bedt folk tage ja-hatten på og ‘se lidt lyst på livet’, kunne hun nemt have risikeret at blive anklaget efter den nye lykkevampyr-paragraf, og så havde straffen været et sted mellem 250 og 700 minuspoint,” siger hun.

Den 36-årige kvinde vil i løbet af de næste to uger sammen med sin advokat overveje, om hun vil anke dommen.