Foto: logoboom, Bigstock

Foto: logoboom, Bigstock

Arbejder du med kundeservice eller -betjening for DSB, TDC eller en anden virksomhed med et dårligt ry, er her nogle gode råd til, hvordan du undgår at gøre kunderne tilfredse.

1. “Hvor skulle jeg vide det fra?”
En kunde henvender sig til dig med et spørgsmål. Det er en af de flinke, som smiler stort og taler høfligt. Chancen for, at du gør ham eller hende glad, er virkelig stor. Derfor er du nødt til virkelig at gøre dig umage med at virke udeltagende. “Hvor skulle jeg vide det fra?” er en supergod måde at sikre kunden en dårlig oplevelse.

2. “Vent lidt – jeg skal på lokum”
Du er uforvarende kommet til at smile venligt og sige noget, der er relevant for kunden. Så hvad gør du nu? En god finte, der kan vende selv den bedste kundeoplevelse til en fiasko, er pludselig at sige – helst på et tidspunkt, hvor du afbryder kunden – at du skal på lokum. Prøv evt. også med lidt festlig slang som “Jeg skal lige tømme ryggen” eller “Der sprøjter øllebrød ud af mig om lidt”.

3. “Undskyld – sagde du noget?”
Denne sætning er især velegnet, hvis du fra begyndelsen af kundekontakten har sukket dybt og, hvis du står ansigt til ansigt med kunden, rullet med øjnene og måske ligefrem gabt højlydt. Er kunden demonstrativt imødekommende, kan du også tage din telefon frem og tjekke dine SoMe-konti. Så kan du også med stor autenticitet hævde, at du ikke har hørt et ord af, hvad kunden sagde.

4. “Dengang jeg var i Prag …”
Prøv at afbryde kunden for at fortælle om en vild ferietur, du har været på. Det gør ikke noget, at den er opdigtet og bliver kun bedre, hvis du krydrer med dekadente sexscener, helst med kendte personer. Den slags virker især godt, hvis kunden er af hunkøn, over 60 og virker som en snerpet type. Derimod skal du passe lidt på, hvis kunden er af hankøn, for han vil måske synes, det er god kundeservice at få serveret den slags anekdoter.

5. “Laaa laaa laaa laaa laaa”
Hver gang kunden begynder at sige noget, skal du holde dig for ørerne og vrænge sætningen frem. Hold godt øje med kundens reaktion. Det er faktisk ret grineren, som det ofte tager pippet fra folk.