Foto: echoevg, Bigstock

Foto: echoevg, Bigstock

En aktindsigt afslører, at økonomiminister Simon Emil Amitzbøll har fremlagt retvisende tal for Folketinget. Opposition og regering er stærkt bekymrede og overvejer en næse til ministeren, som bliver anklaget for at være usolidarisk.

“Hvis du ser på tallene her nederst på side 278, er det helt tydeligt, at totalen er udgjort af alle de tidligere posteringer. Det er meget påfaldende, at der ikke er den mindste afvigelse eller unøjagtighed.”

Ordene falder fra professor i offentlig økonomi ved Københavns Universitet Malthe Jespersen, der har brugt de sidste to uger på at granske en rapport, som er kommet fra økonomiministeriet, hvor Liberal Alliances Simon Emil Amitzbøll sidder for bordenden.

Et klart mønster
På RokokoPostens foranledning har han gennemgået rapporten Regionernes administrative ressourceforbrug, og ifølge ham tegner der sig et klart mønster.

“Når man for alvor dykker ned i tallene, så bliver det helt tydeligt, at der ikke synes at optræde forkerte tal på noget tidspunkt. Først troede jeg, at jeg ganske enkelt havde regnet forkert og derfor måske overset en række fejl, men det er ikke tilfældet. Alt synes at være korrekt.”

I det politiske Danmark har rapporten givet anledning til opstandelse, og fra ministerkollegaen Karsten Lauritzen, der for nylig og helt i tråd med dansk parlamentarisk tradition opgav forkerte tal vedrørende arveafgiften, lyder der skarp kritik.

“Ukollegialt og skadeligt”
“For mig at se er det utrolig ukollegialt og skadeligt, at en minister på den måde går enegang og vælger at publicere tal, som ikke er den mindste smule misvisende,” siger skatteministeren.

“Selvfølgelig kunne jeg da også have givet retvisende tal for arveafgiften, men hvis man begynder at gøre det, så bryder man på afgørende punkter med dansk politisk kultur på tværs af partierne,” fortsætter han med henvisning til blandt andet salget af DONG og de forkerte væksttal op til valget i 2015.

Heller ikke socialdemokraternes Mette Frederiksen er begejstret for de korrekte tal.

“I betragtning af, at vi regner med at overtage ministerkontorerne efter næste valg, er det underminerende for vores kommende 7 ½-minutters kampagne, at ministeren fremlægger den slags ting,” siger hun og anfører, at Pernille Vermund, der regner med at føre valgkamp på en plan om at spare en million milliard trillion kroner ved at begrænse indvandringen, er helt enig.

Simon Emil Amitzbøll afviser at stille op til interview, men beklager de stærkt korrekte tal i en mail til RokokoPosten.