Foto: Bigstock, Kesu01

Foto: Bigstock, Kesu01

Manglende efterspørgsel har ført til, at en 43-årig iværksætter fra Vejle har opgivet sin webshop, hvor kvinder kunne købe hans aflagte undertøj.

Den 43-årige iværksætter og tidligere kasseassistent i Netto, Markus Prins, slår opgivende ud mod de mange kasser med brugte boxershorts, der står i et hjørne af hans lejlighed i Vejle.

“Der er undertøj helt tilbage fra december 2016, fordi jeg havde skaleret min startup til at kunne imødekomme selv en meget stor efterspørgsel. Alt var fuldstændig klar til, at jeg kunne levere et troværdigt og seriøst produkt både nationalt og internationalt,” fortæller han.

En oplagt forretningsmulighed
Visionen om en butik med brugt undertøj kom, da han i begyndelsen af februar læste en artikel om, hvordan flere kvinder har stor succes med at sælge brugte trusser online til mænd, der finder det pikant og erotisk enten at dufte til det eller selv tage det på.

“Men da jeg googlede efter brugt mandeundertøj målrettet kvinder var det tydeligt, at der i høj grad var et hul i markedet for samme produkttype, men med omvendt kønsmæssigt fortegn, hvilket jeg som iværksætter så som en oplagt forretningsmulighed,” fortæller Markus Prins.

Derefter gik det hurtigt, og igennem to måneder producerede han et omfattende lager af boxershorts med brugsspor af varierende grad og type.

“Jeg var ret stolt over mit niveau af produktsegmentering, hvor jeg søgte at have både en volumen og differentiering af brugsgrad, som kunne imødekomme alles behov,” siger han og fortsætter:

“Derfor er det unægtelig så meget desto mere skuffende, at købsviljen tydeligvis ikke er til stede hos forbrugerne.”

Symptom på manglende ligestilling
Prins mener også, at den manglende efterspørgsel siger noget om graden af ligestilling i samfundet.

“Det er lidt skuffende at måtte erkende, at moderne kvinder simpelthen ikke er alsidige nok til at værdsætte det, som mange af deres jævnaldrende mænd finder stort velbehag i.”

Nu regner Markus Prins med at søge et job inden for telemarketing, inden han finder et nyt iværksætterprojekt. Og varelageret har han også planer med.

“Det føles unægtelig som et nederlag sådan at måtte aflive sin drøm, men jeg er bange for, at jeg bliver nødt til selv at bruge boxershortsene igen. Altså, efter de er blevet vasket. Ellers ville det jo være pisseklamt.”