Foto: ramvseb, Bigstock
Carsten Olsen brød ud i hjertelig latter, næsten inden han havde færdiggjort sin vittighed om forskellen på en trane og en socialdemokrat. Det sker ofte, fortæller familie og kolleger.
“… men det tager den på næbbet!”
Carsten Olsen nærmest råber sidste del af sætningen, inden han kaster hovedet tilbage og griner højt. Kort efter smiler resten af selskabet, og en enkelt siger, at “den var da meget god”.
Vittigheden om forskellen på en trane og en socialdemokrat kender Carsten rigtig godt; ifølge kollegaen Susanne Boer Andersen har han nemlig fortalt den på arbejdspladsen to gange i løbet af dette år, én gang til en julefrokost sidste år og helt op til fem gange inden da.
“Det er nok hans yndlingsvits, måske bortset fra den om negeren, der ikke kendte forskel på en kat og en cykelslange,” siger hun.
Kender pointen i forvejen
Det er heller ikke første gang, at Carsten Olsen griner af sin egen vittighed, nærmest inden han har fortalt den færdig og altså op til flere sekunder, inden tilhørerne griner.
“Far plejer faktisk at klukke, mens han fortæller vittigheden, som om selve forhistorien er rigtig sjov, selvom man ikke har hørt pointen endnu. Men det er jo nok, fordi han kender pointen i forvejen,” siger Carstens datter, 33-årige Lucia Olsen, der regner med at høre vitsen om tranen og socialdemokraten omkring syv gange mere i år.
Standup uden held
Carstens kone, Marianne Olsen, har flere gange forsøgt at introducere nye vittigheder for sin mand og nye måder at fortælle gamle historier på, men uden held.
“Vi så en standup-video sammen engang med en ung fyr, der er rigtig populær, men Carsten grinede ikke én eneste gang. ‘Han fortæller jo ikke vittigheder,’ mente Carsten, så det kom jeg ingen vegne med. Jeg påpegede også, at den om negeren måske skulle omformuleres, så det hed afrodanskeren, men så rettede Carsten mig og sagde, at den omtalte person slet ikke var dansker, men kom fra USA,” siger hun.
Carsten Olsen mener ikke selv, det er nødvendigt for ham at lære nye vittigheder.
“Hvorfor skulle jeg det, når jeg kan holde mig til de gode gamle? Har du forresten hørt den om blondinen, der skulle male en ged?”
