Foto: Viewapart, Bigstock
Efter 27 år som eneboer i det sydlige Japan ville Akira Maki væk fra de vante rammer og udfordre sig selv med massiv trafik, elektroniske apparater og blinkende neon i megabyen Tokyo.
“Til sidst måtte jeg spørge mig selv: Er det her virkelig den eneste måde at leve på? Er det ikke muligt at komme ud af eremitræset og prøve noget andet?”
48-årige Akira Maki ser tænksomt ud gennem vinduet og tager en tår af sin eksklusive filterkaffe i Paddlers Coffee Nishihara, en af det fashionable Shibuya-kvarters mange caféer. Aftenen forinden besøgte han en gourmetrestaurant, inden han tog på cocktailbar og dernæst en af Tokyos mange karaokebarer.
“Jeg havde aldrig troet, at det ville føles naturligt at komme ud blandt mange mennesker hver aften og gå rundt i trafikerede og larmende gader. Men efter en uge i Tokyo behøver jeg ikke længere ensomheden og stilheden,” siger Maki og tilføjer, at det var svært for ham at se, hvor afhængig han egentlig var blevet af eremittilværelsens mange unødvendigheder.
Man kan leve uden meditation
“Bare fordi jeg i 27 år har hentet vand fra en kilde, spist bær og mediteret flere timer dagligt, betyder det ikke, at mennesket ikke kan leve uden den slags. Men når først man er fanget, kan man ikke se nogen udvej.”
Akira Maki flyttede som 21-årig til den afsides Iya-dal, hvor han langt det meste af tiden ikke talte med andre mennesker og kun var i kontakt med moderne teknologi den ene gang, han skulle bruge antibiotika.
“Ellers har jeg klaret mig med naturens hjælpemidler og talt med dyrene. Til sidst blev det en vane, som nok gjorde mig mere utilfreds og irriteret, end jeg egentlig var klar over,” fortæller han og hiver begejstret en smartphone op af lommen.
Indstiller toilettet
“Den kan indstille funktionerne på toilettet i mit hotelværelse og bestille maden på en nærliggende restaurant, inden jeg ankommer,” jubler Maki og oplister, hvad han har lavet i den forløbne uge:
“Jeg har været i Akihabara-distriktet og købt en masse PlayStation-spil og manga, jeg har prøvet de der superhurtige tog, og så var jeg på kattecafé i går. Men det brød jeg mig ikke så meget om, for alle dyrene mindede mig om at være ude i naturen.”
Selvom Maki er begejstret for sin ferie, regner han dog ikke med at flytte til Tokyo.
“Det er en drøm, en utopi, som jeg nok må sande, at jeg ikke kan leve fuldt ud. Jeg må tilbage i eremit-gængen – desværre.”
