Foto: Eimoberg, Wikipedia

Foto: Eimoberg, Wikipedia

“Det er digterisk frihed, som læserne må tolke helt frit,” udtaler den mangeårige politiske journalist, hvis bog indeholder karakterer som Pape P, Sofie Løde og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

“Min bog er et litterært værk, og sådan vil jeg foretrække, at den bliver læst og vurderet,” siger Jens Kofoed, der i 26 år har dækket dansk politik, først for TV 2 og dernæst som skrivende journalist for Ekstra Bladet.

For omkring et år siden opstod ambitionen om at bevæge sig væk fra de objektive, faktabaserede tekster og kaste sig over “komplet vildtvoksende, selvopfundet fiktion”, som Kofoed siger. Resultatet er den korte roman Christiansborg, der følger livet i en fiktiv dansk parlamentsbygning, hvor personer som Gucci-ministeren, der også omtales som Helle, Lars Løkke, der nogle gange omtales som statsminister Lars Løkke Rasmussen, og den konservative partiformand Pape P krydser klinger i et hårdt og kynisk miljø.

Handlingen er frit opfundet
“Hvis læseren kan trække paralleller til egentlige begivenheder i dansk politik, er det selvfølgelig helt i orden. Jeg vil gerne have, at mit lille stykke fiktion kan skabe debat og give folk en forståelse af, hvordan livet på Christiansborg også kan være. Men handlingen er frit opfundet,” siger forfatteren og henviser til en episode i bogen, hvor karakteren Lars Løkke mødes i en kælder med karakteren K. Jensen, også kaldet Kristian J.

Her kalder de hinanden for “røvhul” og “modbydelige idiot”, hvorefter karakteren K. Jensen anklager karakteren Lars Løkke for at have haft en affære med den mystiske, mørkhårede Sofie Løde. Lars Løkke bekræfter forholdet og tilføjer, at han er stolt, hvilket blot forværrer skænderiet.

Poetiske sammenhænge
“Mange har spurgt mig, om den passage skulle have noget som helst at gøre med vores nuværende statsminister og innovationsminister, men ved du hvad: Det har jeg slet ikke lyst til at svare på. Den slags spørgsmål underminerer nemlig litteraturens oplysende kraft, hvor horisonten udvides, og nye poetiske sammenhænge åbenbarer sig,” siger Jens Kofoed, der efter eget udsagn har fået smag for forfattergerningen og derfor er i gang med endnu en bog, der bærer arbejdstitlen Da jeg opdagede, hvem Søren Pape har sex med.

“Man kan kalde det en slags autofiktion, bortset fra at det ikke handler om mig,” slutter han.

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 18/5 2017)


Forfatterkommentar af Marta Sørensen

Tidligere på året dukkede et par litterære værker op, som insisterede på at være meget fiktive og åbne for fortolkning, samtidig med at de heftigt hentydede til konkrete personer og begivenheder i dansk politik. Det var ret sjovt at høre argumenterne for, hvorfor værkerne kunne betyde hvad som helst, handle om hvem som helst og endelig skulle bedømmes som litterære produkter, mens politiske debattører forsøgte at sige så meget som muligt ved at sige så lidt som muligt om, hvem og hvad navnene skulle dække over.

Derfor tænkte jeg, at man lige så godt kunne gå linen ud og skrive en nøgleroman uden alle de opfundne navne; man kan jo alligevel bare hævde, at det hele er fiktion. Som artiklens forfatter siger: ”Man kan kalde det en slags autofiktion, bortset fra at det ikke handler om mig.”