Foto: Gelpi, Bigstock

Foto: Gelpi, Bigstock

På et tidspunkt vil Karen og Morten ikke længere kunne undertrykke den grundlæggende uenighed, der lige nu kun lurer under overfladen i deres ægteskab. Karen har indtil videre udskudt tidspunktet til tidligst engang i september.

“Men det går nok alligevel.”

Sådan tænkte Karen Jacobsen i går efter at have grublet over sit og ægtemanden Mortens forhold i et par timer. Parret havde aftenen forinden haft en mindre uoverensstemmelse, der umiddelbart synes at handle om, hvilket hotel de skulle bo på, når de om to uger tager på ferie til Rom.

“Han ville helst bo i centrum, men det sagde jeg nej til, for der betaler man simpelthen for meget i forhold til kvaliteten af værelserne. Nogle steder er der ikke engang eget bad. Og det er jo ikke, fordi der ikke er noget at se i Italiens hovedstad, bare fordi man ikke bor lige op ad Forum Romanum,” fortæller Karen Jacobsen, der udmærket var klar over, at skænderiet handlede om noget helt andet, allerede mens hun og Morten diskuterede.

Det der med os to
“Jeg ved jo godt det der. Altså med os to. Det kunne jeg da tydeligt se, mens vi snakkede, og han fortalte, hvor fedt det var at mærke byens puls. Det har jeg også tænkt over mange gange før, altså, hvordan det viser, at vi … ja, det der. Men lad os ikke snakke om det.”

Karen Jacobsen ønsker ikke at komme nærmere ind på arten af det massive problem, der lurer under overfladen i hende og Mortens ægteskab, og som de på et tidspunkt ikke vil kunne ignorere længere. Hun er dog klar over, at det kun bliver værre af, at de begge skubber det væk.

Lang og bitter afslutning
“Man kan ikke komme uden om så stor og grundlæggende en uenighed. Vi burde tage det nu, i opløbet, for når først det vælter frem, kommer vi nok til at sige ting, vi begge vil fortryde. Måske bliver det enden på forholdet, eller i hvert fald starten på en lang og bitter afslutning, som vi sagtens kunne undgå ved at tale om det nu. Men altså, det går nok alligevel,” siger Karen og tilføjer, at hun til gengæld regner med at tage en lang og alvorlig snak med Morten, når de er hjemme igen:

“Jeg må tage teten og virkelig komme til bunds i problemet. Engang i september.”