Foto: Yastremska, Bigstock

Foto: Yastremska, Bigstock

Vi vinder så meget kvalitetstid ved at håndvaske vores beskidte tøj, forklarer partiet, der ønsker at overgå deres tidligere forslag om fradrag for dem, der cykler på arbejde.

Hvis du vasker dine underbukser i hånden, skal du fremover kunne spare en hel del i skat, i hvert fald hvis det står til Alternativet.

Partiet fremlagde tidligere på ugen et forslag om fradrag for dem, der cykler på arbejde, men ifølge klimaordfører Rasmus Nordqvist er det slet ikke nok.

“Vi skal have mange flere væk fra de store energislugere som vaskemaskine og tørretumbler, og der er skattefradrag et godt værktøj,” siger han og fortæller selv, hvordan han i en uge vaskede sit tøj i hånden.

Helt på egen hånd
“Det skete i løbet af en tur rundt i Vietnam, hvor vi endte på et hotel helt uden moderne hjælpemidler. Der kom selvfølgelig en kvinde og redte vores senge, ligesom vi også fik serveret morgenmad og en massage af og til, men ellers var vi helt på egen hånd. Og så måtte jeg ned og hente en balje vand.”

Oplevelsen gav Nordqvist en helt anden fornemmelse for tid, og han fandt ud af, at det kan være enormt afslappende at bruge timer på opgaver, som i Danmark kun ville tage få minutter.

“Den tid, man bruger på at gøre sit tøj rent på den måde, er kvalitetstid. Samtidig sparer vi så meget CO2, når vi engang imellem lader vaskemaskinen stå,” siger han og tilføjer, at han selv vil være den første til at gå foran.

“Jeg har instrueret min au pair-pige i kun at vaske i hånden, medmindre der er tale om meget beskidt overtøj eller lignende. Den lille ting kan vi alle gøre, når vi i Danmark er så privilegerede.”

Lovpligtige energimålere
Alternativet har endnu ikke et forslag til, hvordan man kan tjekke, om folk faktisk har vasket i hånden, men tænker, at særlige energimålere kan være en løsning.

“Hvis det bliver lovpligtigt at sætte et apparat op, der nøjagtigt fortæller, hvilke apparater den enkelte husstand bruger, hvorefter informationerne bliver samkørt med ens skatteoplysninger, kan vi nemt finde ud af det,” siger han.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Finansministeriet på Alternativets vegne anslås det, at 115 familier vil benytte sig af fradraget, heriblandt en familie bestående af radiovært René Fredensborg, hans filippinske kæreste og deres i alt 312 børn og bonusbørn.