Foto: Pressefoto, Alternativet

Foto: Pressefoto, Alternativet

Alternativet kræver en afstemning om uafhængighed fra virkeligheden og et opgør med forældede naturlove som tyngdekraften, der på uretfærdig vis holder folk nede.

Efter cataloniernes uafhængighedsafstemning mener Alternativet, at det er på tide, at danskerne får lov til at stemme om en løsrivelse fra virkeligheden. Det siger Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, der foreslår, at danskerne kan gå til stemmeurnerne for at afgøre, om de stadig vil være underlagt eksempelvis tyngdekraften og termodynamikkens love.

Naturlove er forældede
“Længe nok har vi været underlagt et dogmatisk system af virkelighedsnære naturlove, som vi ikke har nogen som helst indflydelse på. I 2017 er det ikke rimeligt, at love opfundet af hvide mænd i  syttenhundredehvidkål skal diktere, hvordan vi lever vores liv, og begrænse mulighederne for kreativ udfoldelse og innovation,” siger Elbæk til RokokoPosten.

En af de love, som Uffe Elbæk gerne så danskerne gøre sig uafhængige af, er tyngdeloven.

“Hver eneste dag er alle danskere underlagt en såkaldt naturkraft, der ikke alene holder dem nede på en svært jantelovsagtig måde, men også forhindrer folk i at udnytte det enorme potentiale, der befinder sig i rummet umiddelbart over jordoverfladen,” siger han.

Alternative vil skabe positiv energi
Tyngdekraften er dog ikke det eneste element af virkeligheden, som Elbæk mener, at danskerne med fordel kunne gøre op med ved en folkeafstemning.

“Det er ekstremt repressivt, at termodynamikkens første lov forhindrer folk i at skabe mere energi i et lukket system, men kun tillader dem at forandre energien til andre former. Jeg mener, at termodynamikken dermed i praksis er både reaktionær og forfejlet,” forklarer den politiske leder og tilføjer:

“Jeg tror virkelig, at vi ville kunne skabe utrolig megen god energi alene i Alternativets danseworkshops, hvis vi får lov til det.”

Det er dog ikke alle virkelighedsbaserede lovmæssigheder, som Uffe Elbæk vil gøre op med, forklarer han afslutningsvis:

“Der er ingen grund til at gøre op med alle naturlove, i hvert fald ikke i første omgang. I Alternativet er vi kommet frem til, at vi godt kan acceptere termodynamikkens tredje lov, men vi mener dog, at det absolutte nulpunkt skal omdøbes til Inger Støjberg.”