Foto: Anetlanda, Bigstock

Foto: Anetlanda, Bigstock

Et avanceret psykologisk spørgeskema har afsløret, at Louise Jensen scorer højt på karaktertrækkene “anstrengende”, “strigle” og “noller”. Meget brugbart, når jeg skal ud og finde job, siger hun.

“Et i særklasse anstrengende menneske, der scorer 97 ud af 100 på noller-barometret og opnår hele 60 point, en rekord i Danmark, i kategorien strigle.”

Sådan lyder en lille del af den samlede vurdering af Louise Jensen, som Institut for Psykologi på Københavns Universitet i sidste uge sendte til den 35-årige kvinde. Hun har været frisør i over ti år, men på grund af en knæskade kan hun ikke længere holde til de mange timer på benene. Derfor besluttede hun sig for at gå helt andre veje, og første skridt var en personlighedstest foretaget af professionelle psykologer.

“Det var rigtig avanceret med over 100 spørgsmål, forskellige sproglige tests, matematikopgaver, billedtolkninger og flere andre ting,” fortæller Louise, der glædede sig til at høre svaret, da hun de sidste par år alligevel har tænkt, at frisørfaget måske ikke var noget for hende.

Ubehageligt menneske
“Ud over at man skal stå op i mange timer, synes jeg også, det nogle gange kan være hårdt at tale med så mange forskellige mennesker hver dag. Jeg bliver helt glad, når der dukker en tavs kunde op, der bare skal studses,” siger Louise Jensen, der nu har fået svaret på, hvorfor hun ikke altid har været glad for sit hidtidige job.

“Når man er så ubehageligt et menneske som Louise, er det klart, at man ikke finder glæde i nogen form for interaktion med andre mennesker – medmindre der er tale om krigshandlinger, tandbehandlinger eller lignende,” fortæller psykologiprofessor Mette Knausgaard, der har stået for at teste Louise Jensen:

“Det var en faglig udfordring, fordi Louise er træls på mange forskellige måder: Hun hader mennesker, men ikke fordi hun selv er højt intelligent og derfor ikke bryder sig om at smalltalke. Faktisk har Louise en gennemsnitlig IQ og er oven i købet utrolig kedelig.”

Bøddel eller P3-vært
Selv er Louise Jensen glad for, at hun fik foretaget testen.

“Det er penge godt givet ud, for nu ved jeg meget mere om mig selv. For eksempel kan jeg se, at jeg nok passer bedst til et job som parkeringsvagt, bøddel i lande, der stadig praktiserer dødsstraf, og P3-vært. Det er da meget brugbart, når jeg skal ud og finde nyt job,” siger hun.