Foto: Jimmy Baikovicius, Wikipedia
Sensationel ny forskning viser, at ingen mennesker i hele verden kan lide jazzmusik, og at såkaldte fans af genren kun hævder at være det for at kunne imponere andre, der påstår at værdsætte jazzmusik.
I årtier har særligt sweaterbærende mænd over 50 hårdnakket hævdet, at de sætter stor pris på jazzmusik. Men nu har forskere via en innovativ ny scanningsmetode afsløret noget ganske overraskende.
”Efter at have analyseret små 3000 mennesker og vurderet, om det på nogen måde neutralt kunne påvises, at de syntes, jazz var rart, kan vi konkludere, at præcis 0,0 procent af befolkningen godt kan lide jazz,” fortæller seniorforsker og projektleder Anni Lauritzen fra Københavns Universitets Center for Kvalitative Audiologistudier.
Bebop udløser panik
Hun forklarer, hvordan forskerne kom frem til det overraskende resultat.
“Først har vi analyseret hjernens dopamin-niveau og aktivitet under jazz. Dernæst har vi lavet sammenlignende scanninger med kontrolsubstanser, der ubestridt er nydelsesfremmende, heriblandt sex, jordbæris og heroin. Konklusionen er entydig: Ikke et eneste af de omkring 3000 mennesker, vi har scannet, udviser nogen som helst neurale tegn på velvære, når de bliver udsat for jazz, faktisk tværtimod,” siger Anni Lauritzen og uddyber:
”Hvis man udsætter folk for særligt hektiske former for bebop, sker der faktisk det modsatte af velvære. De dele af reptilhjernen, der er forbundet med kamp- og flugt-instinkterne, bliver kraftigt aktiveret, og mere end 93 procent bryder ud i angstpræget sved.”
Lyver sig glade for jazz
Anni Lauritzen har også en forklaring på, hvorfor så mange anfører at være glade for jazz, selvom det ikke er tilfældet.
“Det er, fordi de lyver. Der er altid en eller to, der hævder, at de er helt vilde med Thelonious Monk, Papa Bue eller Ben Webster. Men deres hjerneaktivitet siger, de i bedste fald er indifferente, og hvis man analyserer deres musiklytningsadfærd, når de er i enrum, hører de enten Bruce Springsteen eller soundtracket til Chess. Det eneste tidspunkt, hvor de faktisk frivilligt sætter den slags på, er, når de er omgivet af andre såkaldte jazzfans, som imidlertid heller ikke bryder sig om det,” siger hun og tilføjer, at jazzfansene således er fanget i en slags destruktiv spiral, hvor alle kollektivt hævder at kunne lide genren udelukkende for at imponere andre såkaldte jazzfans.
