Foto: shutterB, Bigstock

Foto: shutterB, Bigstock

Ikke bare sidste afsnit af Historien om Danmark skal skrottes; problematiske episoder i selve danmarkshistorien skal også væk, eksempelvis de ikke-borgerlige modstandskæmpere og nederlaget i 1864.

Sidste uge ønskede Dansk Folkeparti, at Danmarks Radio skulle fjerne det sidste afsnit af serien Historien om Danmark, der blandt andet handler om besættelsestiden og ifølge partiets EU-parlamentariker Morten Messerschmidt har et for ensidigt fokus på venstrefløjens meritter.

Nu har DF bedt regeringen om at fjerne afsnit fra selve danmarkshistorien, der ifølge partiet er omstridte og “stærkt ubehagelige”.

1864 var træls
“Først og fremmest bryder vi os ikke om at tænke på, at der har fandtes ikke-borgerlige modstandskæmpere, så dem vil vi gerne have væk fra historiebøgerne og den kollektive hukommelse,” siger Morten Messerschmidt, der også har problemer med andre perioder i danmarkshistorien.

“Krigsnederlaget i 1864 var, sagt på godt jysk, rigtig træls. Det gider vi ikke se tilbage på igen og igen, hverken i Ole Bornedals afskyelige fortolkning eller som egentlig historisk begivenhed, så det skal omfortolkes til en sejr.”

Behold Pavarotti
Dernæst kunne Dansk Folkeparti godt tænke sig, at man fjernede mange af de år, hvor flygtninge og indvandrere kom til landet.

“Den 8. juni 1983 skal væk, for der trådte den alt for lempelige udlændingelov i kraft. 1960erne og 1970erne udgør også et problem på grund af de tyrkiske gæstearbejdere, og så er jeg slet ikke kommet ind på de år, hvor palæstinenserne og somalierne kom til Danmark. Meget omstridte perioder,” siger Messerschmidt, der dog ikke mener, at alle de nævnte år skal væk, blot at regeringen skal rydde lidt op i dem.

“Det ville være synd at smide alting væk fra 1970erne, eftersom Joan Sutherland og Luciano Pavarotti lavede en fantastisk indspilning af operaen Trubaduren i det årti. Ingen af dem har skabt parallelsamfund eller placeret sig prominent i alle de negative statistikker, så de skal ikke lide under det. Men indvandringen vil vi gerne fjerne.”