Foto: argus456, Bigstock

Foto: argus456, Bigstock

Det endte som en skuffelse, da familien Cirio fra Napoli ville på bilferie rundt i Europa. Alle veje førte dem til Rom, og efter flere dages forsøg måtte de give op.

“Da vi første gang ankom til Rom, var vi ikke så overraskede. Men da vi fortsatte nordpå til Frankrig, blev vi meget overraskede over at ende i Rom igen.”

Sådan lyder det fra Claudia Cirio, 38, der sammen med sin mand Roberto og deres børn, Gabriela og Manuele, fredag eftermiddag satte sig ind i deres bil for at køre rundt i Europa en uges tid.

Måtte overnatte i Rom
Først troede de, at de havde taget en forkert afkørsel og brugte anledningen til at få lidt at spise i Rom. Men da de kørte videre for blot at finde sig selv i Rom igen få timer senere, begyndte de at undre sig.

“Vi kørte efter GPS, og i anden omgang holdt både min mand og jeg øje med, at vi ikke kørte forkert. Så det var meget, meget mærkeligt,” fortæller Claudia, der efter et yderligere forsøg var tæt på at opgive.

“Vi måtte finde et sted at overnatte i Rom, for klokken var blevet mange. Det var ærgerligt, for vi havde glædet os til at køre over grænsen,” siger hun.

Mafiaens skyld
Lørdag forsøgte familien igen at komme nordpå, men atter havnede de igen og igen i Rom. Til sidst besluttede de sig for at prøve at køre sydpå og derefter over til østkysten. De ville spilde en masse tid, men hellere det end hele tiden at komme tilbage til Rom.

“Vi satte kurs tilbage mod Napoli, men af en eller anden grund kørte vi ind i Rom ganske kort tid efter, at vi var kørt tilbage. Efter flere forsøg måtte vi erkende, at vi ikke engang kunne komme hjem,” fortæller Roberto, der er sikker på, at mafiaen har en finger med i spillet.

“De sidder tungt på flybranchen og vil sikre sig, at ingen forlader Italien i bil,” konstaterer han.

Familien Cirio endte med at give op søndag aften og tage et fly tilbage. Hvordan de får bilen hjem er endnu uvist.

“Vi havde bestilt et firma til at levere bilen til os, men de meddelte os tirsdag eftermiddag, at deres chauffør forgæves havde forsøgt at komme ud af Rom. Lige nu er jeg bange for, at vi må skyde en hvid pil efter den,” slutter Roberto Cirio.