Foto: PixieMe, Bigstock

Foto: PixieMe, Bigstock

En 34-årig mand fra Hillerød mener, at bitcoins er noget liberalt opreklameret pjat, og er glad for, at han ikke købte dem, da prisen var 3 dollar mod 7000 dollar i dag.

Martin Svendsen har gennem de sidste mange år været en stærk kritiker af den såkaldte kryptovaluta Bitcoin. Det har ikke ændret sig det mindste, selvom valutaen nu ligger på en kurs på mere end 7000 dollar eller 45.000 danske kroner.

Kan ikke bruges i Netto
“Ha ha, nej, overhovedet ikke. Som jeg altid har sagt, når jeg ville drille mine skøre liberalistvenner, er Bitcoin et dødsdømt projekt for folk, der vil privatisere månen og indføre frit valg mellem højre- og venstrekørsel. Det ændrer lidt udsving i ‘kursen’ på deres legetøjspenge selvfølgelig ikke på,”  siger han og fortsætter:

“Hvad skal man med en eller anden mærkelig fiktiv valuta, som man end ikke kan betale med i Netto, og hvor det er helt uigennemsigtigt, hvad dens værdi egentlig dækker over? Det er jo ikke, som om der er guldreserver eller den slags bag. Nej tak, har jeg alle dage sagt.”

Det er helt korrekt. I 2012 blev Martin nemlig tilbudt at købe et antal bitcoins til den i dag ganske favorable kurs på 3 dollars, hvilket han kategorisk afviste. I dag er han stadig rigtig glad for, at han takkede nej.

“Selvfølgelig kunne jeg have købt bitcoins til omkring tre dollar stykket i 2012, hvor en ven gerne ville hjælpe mig med at anskaffe dem, men dengang havde jeg helt ærligt andre ting at bruge mine penge på. Som studerende var de tyve kroner ret mange penge. I dag har jeg en glimrende afbetalingsaftale på mit lavt forrentede studielån og en rigtig dejlig toværelses i Nordvest,” siger Martin Svendsen.

Klarer sig fint uden Audi A5
Martin fortæller også, at han absolut ikke har noget behov for at købe en eller anden nyistandsat treplansvilla i Charlottenlund eller den nye Audi A5 og så ellers rejse verden rundt uden at lave dagens gerning.

“Nej, det klarer jeg mig såmænd fint uden. Desuden har jeg en lille aktieportefølje og en opsparing i friværdien af min lejlighed. Den tryghed, som det giver, må jeg indrømme, at det er meget svært for liberalisternes tryllepenge at konkurrere med.”