Foto: Søren Hartvig, TV 2

Foto: Søren Hartvig, TV 2

I stedet for blot at genudsende den elskede julekalender Alletiders Nisse, genudsender TV 2 i julen en genudsendelse af julekalenderen. “Fantastisk idé,” mener DR’s Maria Rørbye Rønn, der nu overvejer at genudsende genudsendelser af Matador, 90-års fødselsdagen og Barnaby.

Når TV 2 blænder op for årets julekalender, Alletiders Nisse, er der ikke tale om en almindelig genudsendelse. Det forklarer Merete Eldrup, administrerende direktør for TV 2.

“Vi har allerede genudsendt Alletiders Nisse. Derfor er vi i den unikke situation, at vi kan genudsende genudsendelsen fra 2006 i stedet for at genudsende den oprindelige julekalender fra 1995,” forklarer hun stolt.

Lanceringen af genudsendelsesgenudsendelser er både dristig og nytænkende, mener flere medie-eksperter. Professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, Katrine Eriksen-Kjer, mener ligefrem, at der er tale om en medierevolution.

“Det her vil fuldstændig ændre vores måde at se ting i fjernsynet, som vi allerede har set før,” siger hun.

Rørbye Rønn vil også være med
DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, ærgrer sig over, at DR ikke fik idéen først.

“Vi har brugt millioner af konsulentkroner på at give vores genudsendelser et nyt udtryk,” siger hun.

Rørbye Rønn mener dog, at DR sagtens kan lade sig inspirere af TV 2’s genudsendelseskoncept og har allerede sat konsulentgruppen i gang med at undersøge, om idéen kan overføres til store DR-satsninger som Matador, 90-års fødselsdagen og Barnaby. Det er dog ikke helt ligetil at nå frem til en brugbar løsning, erkender hun:

“Alletiders Nisse er jo en julekalender, og det er serier som Matador jo ikke. Det giver nogle udfordringer, da konceptet selvfølgelig må tilpasses formatet. Desuden er det en vigtig diskussion, hvilken af de tidligere genudsendelser der egner sig bedst til at blive genudsendt.”

Bedst at have set ting før
At genudsendelser gennem mange år har været en del af DR’s mediestrategi, er ingen hemmelighed. Ofte er det ligefrem bedst at sende noget, som folk har set før. Det kender Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør på DR, alt for godt.

“Jeg har fået mange henvendelser fra bekymrede forældre, fordi vi i år sender tre helt nye julekalendere på DR’s kanaler. De ved jo ikke, om udsendelserne er egnede for deres børn, når de ikke selv har set dem før,” siger han.